Onsdag d. 8. februar2012

Så er det blevet tid til at tage sydpå. Vi bliver sammen medPreben og Diana, hentet kl. 10.30 af en lille van der skal køre os ilufthavnen. Vi splejser til den, så det er kun 2.000 PHP til hver. Vi kører afsted og når lige uden for Talisay, da vi er nødt til at stoppe fordi der ersket en ulykke. Det er en tricycle der har overhalet en bil og de er kørtsammen. Det ser ret vildt ud for cyklen er væltet. En ældre dame, en mor oghendes lille datter + ham der kører tricyclen kommer ud. Heldigvis er desluppet billigt. Den ældre dame har flækket øjenbrynet, og ham der kørte harfået nogle knubs, men andet er der ikke sket. Moren til den lille pige er retchokeret og den ældre dame går mest op i at hun mangler sin ene sko og at hunskal have samlet sine fisk sammen, som ligger ud over det hele. Det går ligepludselig op for os, at det ikke er helt ufarligt at køre rundt i tricyclehernede! Vi kører videre og kommer til Manila. Vi kører forbi det værste slumman kan tænke sig. Vi har det godt derhjemme i DK!!! Vi bliver sat af ilufthavnen omkring kl. 12.30. Vi skal flyve kl. 14.35, så tiden passer perfekt.Vi siger farvel til Preben og Diana der tager deres sidste overnatning iManila. Vi har fået deres nummer og har aftalt at vi lige skriver til dem, såfår vi nogle adresser og navne på hoteller – de har nemlig rejst en masse oghar været i de lande vi også skal til. Vi får tjekket ind og alt går nemt ogsmertefrit. Der er oveni købet tid til at vi kan få en sandwich inden viflyver. Flyveturen går også godt og vi lander i Tagbilaran lufthavn på Boholomkring kl. 15.55. Det er en lille lufthavn hvor man selv går ind fra flyet, ogmange når ikke engang af få deres bagage på båndet, men henter det selv direktefra vognen. I lufthavnen er der en lille turistinformation, hvor vi får noglenavne på hoteller. Vi har besluttet at tage til Panglao Island, som ligger ligesyd for Bohol. Man kan køre derover, da der er bro. Vi beslutter at tage entaxi. Vi orker ikke rigtigt tricycle med alt vores bagage, for så efterfølgendeat skulle finde en jeepney, så selv om vi kan spare 400 PHP, så vælger vi dendyre løsning – ca. 500-600 PHP for en taxi. Vi går ud og en chauffør kommerhurtigt og spørger hvor vi skal hen. Vi siger Alona Beach og får ham hurtigtforhandlet ned fra 600 PHP til 500 PHP (efter råd fra turistinforationen ilufthavnen). Vi kører af sted og han tilbyder os også en tur rundt på Bohol,som normalt koster 3.000 PHP, men som vi kan få for 2.000 PHP. Bohol virkermere velordnet end de andre steder vi har set af Filippinerne. Husene er defleste steder i lidt bedre stand end vi tidligere har set. På Panglao Island erder kokospalmer over det hele. Vi drejer ned af en lille grusvej og det eråbenbart vejen til stranden. På vejen siger han om vi er sikre på at vi skaltil Lost Horizon hotellet, for han kender et andet sted som vi kan få billigereog som er tættere på stranden. Vi siger ok til at prøve og igen kører vi ned afen lille bitte grusvej. Vi er ikke helt sikre på hvad det er vi kommer til, mendet kan jo ikke skade at kigge. Vi har et max. På 2.500 PHP for en overnatning,hvis tingene skal løbe rundt og dem vi havde fået anbefalet lå på 1.600 – 2.500PHP, så det lød ok. Da han siger at dette hotel er omkring 1.100-1.200 PHP ervi noget spændte på standarden. Vi kommer til et lille bitte sted: Alona BambooHouse, som er bygget af bambus og som kun indeholder 8 værelser. Jeg går indfor at se værelset. Og bliver positivt overrasket. Vist er det ikke Hilton, deter et rum med en dobbeltseng og et badeværelse, og der er en lille verandaudenfor. Men der er både fjernsyn og aircon og så koster det kun 1.200 PHP foren overnatning hvilket kun er ca. 170 DKK. Der er godt nok ikke morgenmad medog kun 2 håndklæder, men det virker helt fint. Damen siger at hun vil sørge foren madras til pigerne og at de i morgen får en seng. Hotellet ligger kun 50meter fra stranden og der er frit internet! Det er et rigtig hyggeligt lillested, ikke luksus, men lige os. Så vi siger JA tak! Inden chaufføren køreraftaler vi en tur rundt på Bohol, hvor vi bl.a. skal se de små Tarsier aber,Chocolate Hills og meget andet. Det bliver på fredag. Da vi er kommet på pladspå værelset, går vi en tur til stranden og hvilken strand. Hvidt pulversand,helt lavt vand og kokospalmer. Bankaerne ligger tæt ud for kysten, og der ermasser af restauranter langs stranden. Man kan næsten sidde med tæerne i vandetog spise sin aftensmad! Vi går en tur langs stranden og pigerne tager en badetur.Bagefter er det hjem i seng. Inden beslutter vi os dog for, at dette nok blivervores base indtil vi skal til Borneo d. 4. marts. Vi har ikke behov for atflyve mere rundt på Filippinerne, men vil hellere slappe af her og nyde livet.Vi kan bo fornuftigt og samtidig have penge til at tage på lidt ture på Boholog også tage på et par sejlture til nogle af de nærliggende øer.

Torsdag d. 9. februar2012

Vi stod op til gråvejr, så vi tager en slapper ved hytten.Det er helt perfekt at der er frit internet og det virker og kører faktisk rethurtigt. Vi fik klaret lidt praktiske ting i den forbindelse. Da solen kommerfrem går vi til stranden, hvor vi bader og slapper af. Vi møder et par danskepiger der backpacker. De skal videre til Bali og Komodoørerne og skal også tilBorneo som vi skal. Der er også en dansk fyr med dem, han er falckredder iHolbæk og har 14 dages ferie, hvor han har tilbragt en uge hos en danskkammerat, der har en filippinsk kæreste. Han var på Cebu da jordskælvet ramteog var om bord på en dykkerbåd ud for kysten. Det var ret dramatisk, hvorpludselig trak alt vandet sig tilbage og lå og boblede. Tsunami, tsunami blevder pludselig råbt og alle gjorde sig klar til hvad der nu måtte komme. De fikvendt båden for at komme længere ud, for det gælder om at være bag bølgen. Detblev heldigvis ikke så slemt, men da de kom ind til kysten var der noget panik.Han havde mødt nogle danske piger der var i byen da det ramte, og her var alleløbet ud på gaden og der var ret meget panik. I Dumaguete på Negros hvor detvist var værst, var der en del der var døde. Mark som fyren hed, blev sammenmed en masse andre sendt op i bjergene, da der stadig var tsunami varsel.Bagefter tog han sammen med en del andre turister, til Cebu City med en bus,hvor de følte sig mere sikre. Han var noget rystet og sagde at det var som athave en nærdødsoplevelse! Godt at vi var langt væk!!! Og her på Bohol lyder detikke til at der er nogen fare. Midt på eftermiddagen blev det regnvejr, så vigik hjem til hotellet og gik igen lidt på nettet. Vi skypede også med Bo. Detvar hyggeligt. Aftensmaden indtog vi på en af strand restauranterne. Pigernefik grillet kød og pommes frites og Peter og jeg fik ris, grøntsager og redsnapper. Vi spiste inkl. Drikkevarer for i alt 1.100 PHP. Her kan vi sagtensholde budgettet – det er dejligt.

Mit hovede er ved at springe af alle de nye indtryk jeg får hele tiden, og har ærligt talt lidt svært ved at få hold på dem alle sammen lige nu :) Meeen jeg vil nu alligevel forsøge at dele nogle af de oplevelser og indtryk jeg har fået indtil nu.

Jeg/Vi har nu boet i Estéli i halvanden uges tid - og vi er faldet rigtig godt til alle sammen. Dog med undtagelse af en af drengene - Anders - der savner kæresten og familien derhjemme og derfor har valgt at tage hjem fra på onsdag. Det er lidt sørgekligt at vi må sige farvel til en i gruppen, men jeg kan godt forstå Anders' beslutning - han kan simpelthen ikke nyde at være her når tankerne er et andet sted.

Men derudover så lader alle til at være faldet godt til. Nu kan jeg jo ikke helt huske hvad jeg skrev i den første beretning, så kommer muligvis til at gentage lidt - men here we go :) ... Vi bor i to lejligheder hvor vi har en lille gårdhave med gitter - der SKAL være låst hele tiden! I den ene lejlighed bor Nis, søren og Anders (der jo så tager hjem) i den anden bor Karina, Mathias, Erik og jeg. Vores lejlighed er ikke ligefrem luksus, men den er stor med to væresler - en stue med sofa, lænestole og fladskærm, og et stort køkken - så lige nu klager vi ikke :)

Ved siden af vores lejlighed er der tre værelser og et ekstra rum, hvor familien der lejer os lejligheden bor. Kan ikke rigtig lurer hvor de gør af sig selv derinde i det ene rum - synes det er mange fra familien der kommer og går derfra :) Vores udlejere har en lille pige "Avril" - mit gæt er at hun er 4-5år - som livligt prøver at komme i kontakt med Karina og jeg - det er desværre ikke helt nemt - men som dagene går bliver det nemmere og nemmere og forhåbentlig kan vi på et tidspunkt føre en rigtig samtale med hende :)

Børnene vi ser rundt omkring er generelt virkelig søde og vil meget gerne i kontakt med os. Ind i mellem når vi sidder i vores gårdhave kommer nabobørnene forbi og fjoller for os på den anden side af gitteret - man føler sig lidt som en abe i et bur - men børnene synes det er evigt sjovt og særligt Karina og jeg har vist trukket deres opmærksomhed - "Karina/Sophia mi amor" "I love you for you" råber de blandt andet, men er samtidig lidt generte når vi går hen til dem eller hvis vi kommer ud på den anden side af hegnet.. :)

Den første uge herovre gik ikke med så meget - vi havde en masse praktisk med at falde til og få købt ind til lejligheden af hvad vi manglede, og så havde vi nogle praktiske besøg på institutioner og på universitet.

En af dagene var jeg lidt rastløs og det samme var Danny - så vi gik på eventyr i Estéli. Først kom vi forbi det lokale baseball stadium - hvor holdet var i gang med at træne. Derefter gik vi forbi en basket/fodboldbane hvor en masse børn i alle aldre var. De ville have os til at spille med dem, og det gjorde vi så :) Lidt varmt med fodboldkamp idt på dagen, men også smadder fedt. Jeg skilte mig dog lidt ud i mængden som den eneste hvide (Danny er halv afrikaner) og der var da også en af børnene der lige fik kaldt mig "gringo" (skældsord for hvide mennesker) - men det fik vi nu hurtig rettet og jeg skal hilse og sige at de børn da intet havde imod at spille bolden til en pige - der absolut ikke er nogen god fodboldspiller - det kalder jeg fællesskab og holdspirit... :)

Selvom jeg hjemmefra har læst spansk, så har jeg som forventet måtte erkende at det ikke er spor nemt at kommunikere med nicaraguanerne. Heldigvis har det hele tiden været meningen at vi skulle tage et intensivt kursus i to uger - og det er netop hvad vi er startet på i denne uge. 4 timer hver dag i 14 dage sidder vi på skolebænken. Indtil videre har vi været der 3 gange... og jeg kan heldigvis godt mærke at det rykker - så det er jo dejligt... Det er stadig svært, men kan mærke at spansk kører rundt på nethinden, så jeg er fortrøstningsfuld og ser frem til måske at blive helt ok til det dejlige sprog :)

Lidt ord om byen Estéli - tja - dejlig by - søde mennesker. Der er selvfølgelig også meget fattigdom at se rundt omkring. Der er ikke noget der ligner højhuse eller by som vi kender det derhjemme. Vejene er meget støvet - med mange løse sten. Hovedvejen "Pan American Highway" er dog asfalteret. Pt har de gravet hele "gågaden" op for at lægge ny cement (tror jeg) - men det skulle ikke undre míg hvis det projekt ikke er færdig inden vi tager hjem igen :) hihi... Mañana Mañana er i den grad et "ordsprog" som vi er blevet bekendte med hernede. I to uger har vi blandt andet ventet på at få varmt vand i hanerne - men mon ikke det kommer mañana!??

Inde i byen er der en café der hedder Don Luis - det er efterhånden blevet mit og Karinas stamsted. Her er der WiFi og gode pandekager med is og skøn kaffe og kolde drikke - og så ligger det midt i byen - så perfekt efter en dag på jobbet. Og priserne er jo ufattelig billige hernede. Den lokale mønt hedder cordobas - og er den vi primært bruger i det daglige. Når vi fx skal køre med taxa fra den ene ende af byen til den anden koster det os 10 cordobas - hvilket svarer til ca. 4 danske kroner - så det er jo åndsvagt billigt!

DYR er et emne jeg også lige må runde - der er heldigvis ikke mange katte herovre :) ... hunde er der mange af på gaden - men de holder sig for sig selv og kontakter slet ikke mennesker. Heste er der en del af - tror de bruges af nogle som transportmiddel på linje med cykler. Forleden dag kom vi hjem og der stod tre vilde heste ude foran vores indgang - det var sgu godt jeg havde Karina med mig, for ellers havde jeg nok ikke klaret det - føj dem er jeg ikke glad for.... Myg er her også en del af, så det er noget med at sprøjte sig ind i myggespray når man er ude og heldigvis har jeg et godt myggenet når jeg sover - så er endnu ikke hårdt ramt af myggestik.

Vi har også haft besøg af en scolopender en aften - ikke noget rart dyr heller. Men derudover har vi heldigvis ikke haft de store problemer med dyr. Indimellem har vi besøg af de små firben - men hvad jeg har kunne lade mig fortælle er det kun godt at have dem boende da de spiser myg og andre insekter :)

Bum bum bum... hvad ellers - tja - tror sørme at jeg er kommet godt omkring. Vigtigst er vel bare at sige at jeg har det dejligt. Jeg nyder at jeg har fået denne mulighed både rent personligt og rent fagligt.... Nåh ja - fagligt - måske skulle jeg lige sige at jeg endnu ikke ved hvor jeg skal i praktik. Det jeg ved er at det er i en børnehave af en art og at jeg skal arbejde sammen med Karina. Vi skal i løbet af næste uge rundt og se vores muligheder, og det er vist noget med at vi kan vælge mellem enten en privat børnehave hvor der er mange midler eller en offentlig/frivillig børnehave hvor midlerne er færre... så nu skal vi bare lige ud og se det an og vælge ud fra hvad vi lyster og kan se gode muligheder i.

I weekenden har vi alle bestilt hostel i byen Leon, der ikke er så langt fra Estéli. Fra Leon er det muligt at tage ud til kysten - på stranden - og så vidt vi kan læse os frem til er der mange andre spændende og udfordrende oplever at hente der - men mere om det senere :)

Hygge hejsa og mange tanker fra Nica!

kl. 8.30 her i estelí og jeg er lige stået op og sidder her i vores køkken med en kop morgenkaffe og skriver på min blog :)

Jeg har nu været her i snart 2 uger, og der har allerede været mange oplevelser, som gør dette til et meget anerledes, spændene og sjovt sted at skulle bo de næste 5-6 måneder.

Al transport her i landet er MEGET billig og det er nemt at komme omkring. Her i Estelí hvor jeg bor kører der busser, det er gamle amerikanske skolebusser som fungere som vores Movia herovre. Det koster 3 Cordobas som er ca. 75 DK øre for en tur, og det er ligemeget hvor langt man skal med bussen. Ellers er der mulighed for at tage taxa som koster 10 cordobas pr. pers. om dagen. det er ca. 4 danske kroner pr. tur. og om aften stiger det så til ml. 6-8 kroner.

Men vi har egentlig mest brugt vores ben som transportmiddel da det kun tager ca. 15 min at gå ind til hovedgaden i centrum. Og hvis dovenskaben tager over, er det dejlig nemt at hoppe ind i en taxa. de er overalt og hvis man går på gaden kan man være sikker på at enhver ledig taxa dytter af én for at gøre opmærksom på sig :)

Et par andre transportmidler man kan gøre brug af hernede er cykler og heste. Det er slet ikke unormalt at se heste fortøjlet udenfor husene inde i byen, og cowboys ride rundt på dem og se seje ud :)

Når det kommer til dyr er det meget anerledes end hjemme end danmark. Her er virkelig mange herreløse, udsultede hunde og katte. og igår stod der 3 meget tynde og udsultede heste udenfor vores havedør og spiste skrald. Her hvor vi bor bliver der hentet skrald hver torsdag, men der er ingen offentlige skraldespande at se nogen steder i byen. Her ligger altså skrald og mad på gaden allevegne. SÅ det er ikke unormalt at støde på lugten af rådden mad og andre ulækkerheder når man går en tur i byen.

Jeg startede på Spansk kursus sidste mandag og der er jeg 4 timer hver dag og prøver ihærdigt at snakke spansk og lave grammatik øvelser. Det fungere rigtig godt og vi har en meget sød og venlig lærerinde´der hedder Aura Elena, hun er 26 år og her fra Estelí.

Igår til spansk snakkede vi om danmark og fortalte vi vores lærer om hvordan DK er. og hun spurgte til Norge, fordi her er også er mange normænd i byen. Hun sagde at vi dansker var nogle meget smilende, glade og skøre mennesker, hvorimod normændene er meget seriøse og ikke så glade som vi.

Så det er nok ikke så forkert det der med at vi er det gladeste folkefærd... Det gælder ihvertfald herovre i Nicaragua ;)

Ann-Sofie og jeg er sammen i spansk, så vi kan hjælpes ad, det er rigtig rart:) Ann-Sofie og jeg har fundet os en hyggelig café som vi nu har valgt som "vores" café. Det er en hyggelig café midt i centrum på hovedgaden, den hedder Don Luis og har en lækker crepes med nutella, banan og is, meget gode Frappes... Mums og nam nam.... her har vi det godt også har de gratis WiFi, så vi kan gå på nettet med Iphone... Perfekt kombination ;)

Mentaliteten hernede er "Mañana mañana" som præcist oversat betyder imorgen imorgen. Folk tager det generelt meget stille og roligt hernede og det der med at komme forsent eller ikke være klar til tiden er ikke unormalt ... Jeg prøver at tillægge mig den mentalitet, det jeg ikke når idag, når jeg imorgen ;) Men er nu i skole til tiden og laver også mine lektier... Sååå det kræver nok lidt øvelse !!

Der bor nogle børn på samme gade som vi bor på og de har været forbi vores hus et par aftener og hilst på... dog står de på den anden side af hegnet og fjoller, men de er søde og hyggelige at snakke med... Børnene hernede er som alle andre børn, fjollede, generte, glade, imødekommende og meget nemme at snakke med :) Jeg gllæder mig til vi skal starte i praktik om halvanden uge. Dette ved vi dog stadig ikke mere om, end at vi kommer til at arbejde i en børnehave... Vi skal besøge forskellige steder mandag d. 20 februar også vælge det sted vi gerne vil være.

Ligenu koncentrerer jeg mig mest om at lære spansk, nyde livet her og prøve at vænne mig til at det her altså er mit hjem de næste 6 måneder. Det er sgu ret vildt!!! Men jeg er vild med at være her, det er spændene og alle dem vi har været i kontakt med hernede har været meget imødekommende, hjælpsomme og søde. vi bliver behandlet som konger og dronninger, det er virkelig mærkeligt at føle sig så ønsket, men det er vi virkelig :)

Men VI er også fremmede, nye og anderledes for lokalbefolkningen... Når Ann-Sofie og jeg går rundt i byen bliver der dyttet, fløjtet, sagt bonitas og mange andre fine ord, af mange forskellige og halvsleske mænd :) igår blev vi også tilbudt et lift af en mand i en pickup truck (takkede selvfølgelig nej). Men man er ikke i tvivl om at man ser anserledes ud... !

Vi er også blevet advaret om at gå alene om natten som piger. MEN udover det er her virkelig fredeligt og intet at frygte... Estelí er en rolig by og Nicaragua er det fredeligeste land i mellemamerika, så, så længe vi opfører os fornuftigt, normalt og husker at tænke os om er der intet at være bange for.

Her i weekenden tager vi til en nærliggende kystby der hedder León. Det skulle være en super lækker by med god mad, smuk natur og fantastiske strande. Ann-Sofie o jeg har booket os ind på et Hostel som er kendt for at have turister fra alle steder i verden, her skal vi bo fra fredag til søndag. Her skal vi bare nyde weekenden ved stranden og poolen. hygge os med cocktails i baren om aftenen og forhåbentlig møde endnu flere spændene mennesker :)

Her er linket til der hvor vi skal bo hvis i vil se ;) http://www.bigfootnicaragua.com/hostel.html

Men JA jeg har det altså skønt og dejligt.... !!

Håber det går godt i DK... ville ønske jeg kunne dele noget varme med jer :)

kys og kram herfra

Søndag d. 5. februar2012

I dag har vi besluttet os for at tage en tur op tilTagaytay. Efter morgenmaden (to skiver ristet toast og lidt røræg + kaffe ogvarm kakao til børnene), går vi op til vejen og finder en jeepney. Der er lidtdiskussion om prisen, og vi kommer til at betale overpris for turen, 100 PHPper person.  Nogle filippinerne der ermed, brokker sig også en del. Vi kører op af stejle og snoede bjergveje ogender så Tagaytay. Der har været den smukkeste udsigt på vej op. Vi går rundt iTagaytay i et inferno af dyttende biler og tricycles – det er ret larmende! Vifinder en Jolly Bee som er Filippinernes svar på Burger King. Det er ikke nogensucces for de forstår ikke at Emilie’s burger skal være plain, så der erdressing på. Katastrofe!! Vi kæmper lidt med at finde noget pigerne vil spise,nu hvor vi er på egen hånd. Men de bliver vel sultne på et tidspunkt J. Vi kunne komme pånettet gratis så det benyttede vi os af indtil vi løb tør for strøm. Vi giklidt rundt og var inde i et stort supermarked ala Bilka. Der fik vi handlet lidtind. Lidt morgenmad, lidt slik og noget og drikke. Bagefter gik vi til en SevenEleven hvor vi også kunne komme gratis på nettet. Her fik vi bestilt nogleflybilletter til Bohol (Tagbilaran) 6.668 PHP ca. 1.025 DKK for os alle fire.Da vi sad på Seven Eleven stod Paul, dykker instruktøren fra HCA pludselig udenfor. Skægt at vi skulle løbe ind i ham der. Han havde ikke været i Tagaytay i12 år, men tog en tur med sine børn. Vi tog en tricycle ud til udsigtspunktet,hvor der ligger en masse restauranter og hvor man kan se ud over hele LakeTaal. Her fandt vi en restaurant der serverede ret god pizza. Bagefter fandt vien jeepney til stationen og en ny jeepney til en anden station. En ældre dameog en ung pige hjalp os med at finde en tricycle. Der var igen diskussion omprisen. Det lader til at der er én pris for turister og en anden forfilippinere. Ret strengt! Den unge pige var slet ikke tilfreds med prisen, dahun mente den var for høj. Vi gav 250 PHP i alt og det var trods alt nogetbilligere end at komme derop. Det blev en spændende tur ned! Hårnålesving ogmørke og en tricycle der nogen gange lød som om den var ved at give op. Vihåbede bare at bremserne holdt. Pigerne og jeg talte om, om det var noget atdet vi skulle udelade af vores fortælling om vores tur, for det var lidtfarligt blev vi enige om! Det gik dog helt fint og vi kom sikkert ned.

Mandag d. 6. februar2012

Vi stod op til en grå dag. Vi besluttede at tage en tur overtil Vulkanøen. Hotellet lejer både ud for 1.500 PHP og så koster det 20 PHP atgå i land + 50 PHP for voksne og 30 PHP for børn i fee. Allerede på strandenblev vi mødt at folk der ville være guide, og nogle som ville leje heste ud.Men vi havde besluttet at gå. Det kostede 450 PHP per person at ride og 500 PHPfor en guide – tyveri ved højlys dag! Vi kæmpede os op af bjerget. Pigerne peblidt på vej op, men med lidt vand, cola og slik, lykkedes det os at komme helttil toppe og se den flotte udsigt. Folkene med hestene havde forfulgt os etgodt stykke op, for at se om vi gav op og alligevel ville leje en hest. Detblev billigere og billigere jo længere vi kom op, men vi holdt ud! På toppenvar der endnu et lille trick for at de kunne tjene penge. Man kunne skydegolfbolde ud over vulkansøen for 50 PHP per bold! Den hoppede vi heller ikkepå. Turen ned var ikke helt så slem, og pigerne blev lovet en is hvis de gikhele vejen ned, uden at klage! Det klarede de, så da vi kom tilbage påhotellet, fik de en stor is. Da vi landede med båden, så vi to nye gæster oppeved receptionen. Det lignede Preben og Diana fra HCA men det kunne simpelthenikke passe. Men jo, det var dem. De havde været i Pagsanjan, men det var ikkelige stedet at tilbringe 5 dage. Så de ville til Lake Taal ligesom os. Så nu ervi naboer. De skulle egentlig først til Manila torsdag hvor de skal flyve hjem,men har besluttet at tage ind sammen med os. Så kører vi i samme bil og sparerpå den måde begge ca. 1500 PHP. Det er bare helt super! Vi slappede af restenaf dagen, pigerne var i poolen – ikke den reneste – men de er ligeglade ogbader gladelig! Jeg fik læst lidt og P slappede af med Nintendo. Aftensmadenblev lidt af en udfordring. Vi gik ind til Talisay og prøvede at finde et stedder serverede pizza eller pasta. Vi blev peget i mange forskellige retningermen endte med at finde et sted. Det var dog absolut ingen oplevelse og pigernespiste næsten ingenting. Vi er ved at være bange for om ikke en måned på egenhånd på Filippinerne er lidt for meget. Også vores tur til risterrasserne ermåske for ambitiøs med to børn, så vi må se hvad vi gør. Lige nu er der lidtlang tid til den 4. marts hvor vi skal videre til Borneo. Vi er også begyndt attale om, om vi måske skal tage tidligere hjem fra Thailand. Måske kan vi lavevores billetter om så vi flyver hjem samtidig med Rikke og Lars. Vi må sehvordan vi finder ud af det hele.

Tirsdag d. 7. februar2012

74 km.

Vi stod op kl 6:00. Efter morgenmaden kørte vi kl 8:00 til Andenes færgehavn. Overfarten til Gryllefjord tog 1 time og 40 min. og kostede 75 kr for hver person. Der var hård sø, så det blev en gyngetur. Men jeg lagde mig til at sove og vågnede først da vi ankom til kajen i Gryllefjord. 

Vi besluttede os for at blive en nat mere i Port Fairy og Michael så, at der skulle være fårehunde konkurrence, så det måtte vi da lige ud at se. Det viste sig også, at være temmelig underholdende. Alle sad og så konkurrencen i deres biler. Når en fårehund klarede det godt, så dyttede de i bilerne. Michael fik en god snak med en af deltagerne og hunden (Bandit) blev da også lige klappet.  Vi fik tilbudt at tage den med hjem, men syntes det var synd at udsætte den for den lange flyvetur. De ville faktisk også lukke os gratis ind til konkurrencen, fordi vi kom fra DK grundet princesse Mary – det er utroligt, hvad man kan få rabat på.

Om aftenen tog vi ud for at se fuglene Skråber lande i skumringen, men det mest spændende ved det var, at vi så en hel del wallaby i området (små kænguruer), hvor vi først gik en tur. Malte er helt vild med dem og nægtede at forlade området, selvom der ville dumpe Skråber ned overalt.

Det var nu også spændende at se de 1000 og atter 1000 vis af skråber lande ved deres reder.  De er ikke verdens bedste til at lande, så vi kunne flere gange høre et ordentligt bump.

8. Februar, hvor næbdyret blev boykottet til fordel for vinmarker

Stod vi tidligt op for at komme af sted. Michael ville meget gerne køre lidt mere op i landet, så det betød, at næbdyret desværre blev boykottet, da Michael gerne ville se nogle steder, hvor der blev produceret vin. Vi kørte derfor til vindistriktet Coonawarra, hvor der var vinmarker overalt.  Vi fik smagt noget lækkert vin hos Katnook,og købte da også lidt med derfra. De skulle også eksportere vin til Danmark. Efter vinsmagningen gik vi lige en tur omkring bygningen og fik øje på den klammeste edderkop, som vi troede var død, men det var den bare ikke….føj for den.

Før Penola/Coonawarra kørte vi et smut Mount Gambier igennem total øde område med kun skov og vej – men helt kedeligt var turen dog ikke, for vi så 8 emuer på vejen.

I Mount Gambier så vi Blue Lake, som var en meget smuk sø. Den er noget mystisk, fordi den hvert år i november skifter fra vintergrå til strålende azurablå. Søen lå i et vulkankrater.

Vi lavede en madpakke og gik en tur i området, hvor der var skov og havde en super god tur. Der var masse af smukke blå fugle og masse af sommerfugle. Jonas bliver ved med at se ”BLU BLU nykredit fugl” fra den skør reklame han har set, så han har døbt den nykreditfuglen.

Fra Penola kørte vi til Naracoote, hvor vi overnattede i Naracoote caves national park, hvilket var et noget alternativt campingplads. Vi skulle selv tjekke ind og komme penge i en konvolut og derefter i en postkasse. Der var kun godt 8 pladser og de blev faktisk fyldt op.

På gåtur i området var vi så heldige at se myrepindsvinet – fantastisk. Vi så  også en del kænguruer. Om aftenen var vi ude at se 30.000 små flagermus forlade deres grotte i skumringen. Der findes kun 2 af den slags grotter til den slags flagermus i hele Australien.

Dagen i dag d. 9. februar

Så er vi ligesom i gang med Australien fra morgenstunden – jeg tog bad i regnvand på campingpladsen – dog opvarmet – sammen med flere klamme små sorte larver (godt jeg var i ført badesandaler) og på toilettet sad en monster edderkop inde i rummet ved toiletrulleholderen (godt den var gemmensigtig) FØJ.  

Nå, men så blev man jo ligesom vågen.

Vi var inde at se en drypstenshule, som var 20 millioner gammel med masse af flotte drypsten og masse af fossiler. Vi havde en privatguide, da der ikke kom andre til turen, og hun var bare så god til at fortælle rigtig meget, så det var rigtig interessant. Hun grinte sådan hele tiden og fortalte hvor smukt hun syntes farverne i hulen var – temmelig underholdende. Så går man virkelig op i sit arbejde.

Malte fik, for nogle af feriepengene, købt en koala bamse, som han er mægtig glad for.

Derefter kørte og kørte vi indtil vi kom til Keith, hvor vi holdt middagspause på ”Sir Henry og Rose”, hvilket var en hyggelig cafe. Det har været rimelig i vejret i dag, så vi kunne spise den bestilte burger udenfor. Så skulle man ellers se Michael glad, da han fik serveret milkshake – han så mindst ligeså glad ud som børnene.

Da middagen var spist og der var fyldt op i køleskabet igen, kørte vi videre mod Port Elliot,  hvor vi var med en lille færge. Det tog kun godt 5 min. at komme over på den anden side og der nåede vi lige at se to pelikaner.

Jeg fik også lige prøvet at køre autocamperen, men blev hurtigt pladseret på passesersædet igen, da Michael syntes jeg kørte for stærkt (kørte dog ikke hurtigere end den tilladte grænse) . Jeg har det nu også bedst ved siden af og Michael er bare super autocamper kører. Han styrer bare det venstre kørsel med hård hånd – selv rundkørslerne.

Michael har dog sagt, at jeg må køre alt det jeg vil, men jeg er vidst bedst til at styrer kortet. Det vil jo ogaå bare resultere i en hård opbremning lige meget hvilket dyr der vil komme ud foran bilen, så det er nok bedst, at det er Michael der styrer.

Selvom det har været en lang køredag er børnene rigtig gode til at hygge sig på sædet bag os. De spiser is – det er jo ferie og så bruger de rigtig meget tid på at høre musik.

Vi er nu nået til Port Elliot, hvor vi er på den lækreste campingplads helt ned til vandet. Den plads vi har er små 100 meter fra  vandet. Vi regner med, at tage til Kangaroo Island i morgen, hvilket klart er det jeg glæder mig allermest til på hele Australien turen.

Det er meget muligt, at der ikke er dækning på Kangaroo Island af hverken mobil eller nettet.

Vi håber i alle har det godt trods kulde hjemme i Dk og så er det jo helt pinligt, at vi pyldre over, at det er koldt her og at vi smadder fryser om natten.

Til Lone K: Vi er meget glade for at låne dine bøger om Australien - de bliver brugt flittigt - tak for det.

Til familien Borum: Til Johannes: Vi har kigget efter din bamse - det var noget af det første Malte huskede på, da vi kom i autocamperen, men vi kan desværre ikke finde din bamse. Det var ikke en du havde købt i Australien vel?

Hvis hønsene fryser er det jo godt i har en brændeovn....blot til orientering, skal de selvfølgelig ikke steges!  Håber de trods kulden får lagt nogel lækre æg til jer.

Vi tænkte en del på jer, da vi var til lækker vinsmagning i går.

81 km.

Vi stod op kl 6:00, fik pakket, og betalte for overnatning til ejerens bekendt. Han rådede os til at cykle ad vejen på den vestlige side af Andøya, fordi der var næsten ingen trafik der i forhold til på den østlige side, og samtidig skulle der være mere læ for vinden. Vi takkede for oplysningen og cyklede afsted mod Andenes.

Men da vi kom til den vestlige side af Andøya, begyndte vinden at friske op. Inden længe havde vi strid modvind, så vi ønskede at vi havde taget østsiden i stedet for. Det var hårdt at køre i sådan en strid modvind, og jeg syntes ikke at vi kom nogen vegne.

For at få lidt opmuntring, spurgte jeg Arne, om vi ikke skulle ringe til journalisten (fra Videbæk-Spjald Avisen) derhjemme, og sige vi var kommet til Skagen . Så ville hun nok undre sig over, at vi ikke var kommet længere i Danmark. Arne grinte og mente det kunne være sjovt. Så det opmuntrede os til at komme videre. Hun vidste jo ikke, at der også var en by her, der hed Skagen.

Ikke langt fra Andenes kom vi igennem en lille by. Her kom vi forbi et lille hus, hvor der gik en mand og en kvinde i haven. Vi spurgte dem om hvor langt der var til Andenes. Der var ikke så langt igen måske 10 km. De ville vide hvor vi kom fra, og hvor vi var på vej hen. Så vi  fik en længere snak med dem om alt mulig. Da vi skulle til at køre, kom manden med en friskfanget ørred til os. Som han sagde: SÅ HAR I TIL AFTENSMADEN. Vi takkede og satte kursen mod Andenes.

Nogle km før Andenes holdt vi en pause, for at få noget at spise. Vi fandt læ for vinden, bag en klippe nede mod havet. Her stod en stenvarde med et kors på, op mod en klippevæg. Der måtte være sket en tragisk faldulykke engang, hvor en person er blevet dræbt. Efter vi havde fået noget at spise og drikke cyklede vi videre.

Efter nogle timer i strid modvind nåede vi endelig nordspidsen af Andøya. Her måtte vi igennem en lille tunnel på 2-300 meters længde. Her blev vindens hastighed nærmest fordoblet, da tunnelen virkede som en tragt. Jeg blev blæst over i modsatte kørebane, og var nær stødt ind i tunnelvæggen. Arne havde også problemer med at holde cyklen på vejen. Men omsider kom vi da ud og fulgte vejen, som drejede mod øst til Andenes. Så kom vinden ind bagfra.

Ved 16:30 tiden ankom vi til Andenes Camping, der lå lige ud til havet. Det var isende koldt, tåget og finregn. Der var ingen betjening i receptionen. Så vi fandt selv en plads til teltet. Det var en våd omgang at få det op at stå.                                                                                                                             Vi talte med en tysker, som lå i et telt et stykke fra os. Han havde været i Nordkap på cykel og var på vej hjem. Han mente ikke vi kunne klare at cykle igennem Nordkaptunnelen, som næsten er 7 km lang. Der er en lang ned- og opstigning i tunnelen og med cykeltrailer, mente han det var for farlig for os. Han foreslog os, at vi skulle tage Hurtigruten fra Hammerfest til Honningvåg og cykle resten af vejen til Nordkap.

Her er stadig voldsomt varmt - i dag har vi faaet at vide, at der skulle vaere 42 grader, om det passer er jeg dog ikke helt sikker paa. 

Sammen med en anden pige har jeg vaeret ude paa en skole og undervise i fire dage nu. Bornene er sode men meget klaebende. Det er en spaendende oplevelse, men dte er meget svaert at undervise dem, for der er 34 i klassen og de raaber alle sammen - medmindre laereren er der, for han slaar dem! Det er skraekkeligt, men vi kan ikke gore saa meget desvaarre.. V har sagt det til Art in Tanzania, som staar for vores projekter, og de har vaeret paa skolen og klaget. Saa nu slaar han i det mindste ikke, naar vi ser det - en af skolepigerne har i stedet fortalt os, at han slaar dem, naar vi er gaaet. Det er sorme en anden virkeligend i DK