Det har været 8 fantastiske uger med vidunderlige oplevelser, endda så mange at vi uden travelloggen ville have svært ved at huske dem alle – Den bliver god at have som en reminder for turen og oplevelserne.

Turen bragte os gennem Malaysia, Borneo, Cambodia og Vietnam. Med mellemlandinger kunne man stramme den til også at nævne Tyskland, Holland og Thailand.

Vi har haft 13 flyvninger med selskaberne: KLM, Air Asia, Malaysia Air, Berjaya Air, Vietnam Airlines, Air France og har ikke haft nogen problemer med forsinkelser eller lignende. Det højeste vi har været forsinket med en afgang er 10 min. og det er vi egentlig lidt imponeret over. Ja, så var der jo lige hjemturen der blev forsinket med 25 timer, så Elias fik sin længste fødselsdag nogensinde – et døgn på 30 timer. Han blev fejret af stewardesser undervejs og familie og venner da vi kom hjem.

For både Malaysia, Cambodia og Vietnam gælder at det har været meget trygt at rejse rundt som en børnefamilie. Vi har mødt glade, interesserede mennesker,

Cambodia står tilbage som det vi oplever som det mest fantastiske rejsemål med gode oplevelser, nogenlunde billigt, dejlige mennesker der trods fattigdom har en dejlig interesse i turisterne (selvfølgelig også i deres penge) som er med til at gøre det til et vidunderligt land at rejse i. Det er især, som børnefamilie, dejlig at kunne transportere hele familien rundt på tuk tuk, som er billigt og så det er et behageligt transportmiddel, hvor man kan følge med i alt hvad man passerer i stedet for at sidde i en taxi.

Malaysia er ligeledes et fantastisk dejligt land, trygt, billigt og spændende oplevelser. Især den indiske religiøse festival, Thaipusam i Penang og det kinesiske nytår var rigtig gode oplevelser. En stor tak til Gitte, Erik og Johannes i Batu Ferringhi for jeres enestående gæstefrihed, rejse informationer og samvær. I får lige en elektroniks krammer af os alle fire og husk også en til dejlige Roxy. Tioman Island var en pragtfuld oplevelse med gode dansk/canadisk/svensk bekendtskaber.

Borneo bød på spændende dyreliv i den fri natur. Vores børn vil aldrig finde det spændende at gå i zoologisk haver mere – they have seen it all!

Vietnam var sidste del af turen og får ikke så høje karakterer som de øvrige lande. Nha Trang var et dejlig badested med de sjove kæmpebølger. Vi havde en skæg tur i højlandet med en ulovligt lånt bil, så vi var på egen hånd i den ”sindsoprivende” vietnamesiske trafik. Hanoi var spændende og en god shoppe by, mens Saigon var aldeles uinspirerende for os – vi kunne ligesom ikke få greb om byen.

Turen har også været af stor betydning for vores lille families trivsel og en øjenåbner for Esther og Elias´s viden, om en del af verden, hvor børn og familier ikke har den samme høje levestandart som de har her i Danmark. Vi tror de har lært at sætte bedre pris på deres luksus tilværelse her i Hammerum og samtidig tænke på og betænke mennesker i andre lande. For os fire indbyrdes har der været tale om en proces, hvor vi i begyndelsen skulle finde hinanden i rejselivets rytme, men hurtigt fandt ud af, at god tid og særlig tid til hinanden er alfa og omega i ens tålmodighed til at fortælle, forklare og snakke om tingene.

Børnene har forandret sig meget. De er først og fremmest skudt i vejret og er blevet brune og lækre, men er også modnet meget i deres personlighed. De har samlet mange engelske gloser og fraser sammen og kan nu føre små samtaler på engelsk. De er også blevet helt gode til valuta omregning,  svømme, springe for livet i bytrafikken, sidde mange timer i en bumlende bus, lege med hinanden  og mestre rigtig mange Gameboy spil.

Til sidst en stor tak til dyrepassere hjemme i Danmark, hus og post inspektionsholdet og ikke mindst alle jer læsere. Det har været en stor fornøjelse at skrive travelloggen og det har været dejligt med mail og kommentarer fra jer under turen. Selvom der dagligt er brugt 1-2 timer med at skrive dagens beretning og redigere dagens billeder, så har det været det hele værd – Både for vores egen skyld, men også forbi vi jo har kunnet se at vi har haft mange læsere.

Vi taler allerede om at skulle af sted igen om 3 år, hvor det nok bliver for 5 uger i Ussis sommerferie – Så vi skal nok give lyd fra os når Travellogen åbnes igen til den tid

12-13 marts

Så var der alligevel check på det hele. Vi blev bragt til lufthavnen kl. 19.00 og var af sted med flyveren 01:15. Vores videregående fly fra Amsterdam til Hamburg var allerede blevet booket og en undskyldning fra KLM i form af 4*50 Euro rabat på en anden flybillet.

Elias blev fejret på begge flyvninger. Vi lavede 7 små danske flag på tandstikkere og satte dem på hans flysæde. Stewardesserne kom med slikposer, sodavand og en halskæde lavet af peanutsposer. Han fik fødselsdagssang på engelsk og på hollandsk.

I Hamburg var der stor gensynsglæde med bedstefar Robert der var på pletten som aftalt. Vi fik krammet ham lidt og lænsede ham for de medbragte spegepølsemadder med remoulade og ristede løg.

Afsted med Hammerum på den 4 timer lange tur, hvilket nu føltes som en meget lang tur. Da vi var næsten hjemme ringede vi til bedstemor som kunne berette at der var kammerater til Esther og Elias der ventede hjemme i vores hus. De blev begge helt vilde og Esther fik næste tårer i øjne af bare glæde ved tanken om gensyn med kammerater – Æv, nu har vi dem ikke for os selv mere.

Kl. 5.45 var vi endelig hjemme og huset var fyldt. Bedstemor og moster Masja med lille nyfødte (på afrejsetidspunktet) Annabel, som vi havde glædet os meget til at gense. Desuden var flere venner og naboer mødt op, hvilket var helt pragtfuldt.

Der var et flot fødselsdagsbord klar til Elias med hele 3 kagemænd, chokolade og boller.

Tak til alle jer der var med og gjorde det til en hyggelig hjemkomst og at Elias blev fejret – Han var nemlig lidt bekymret for sin fødselsdag.

Bedstemor diskede senere op med flæskesteg med alt tilbehøret – mums det var godt, et måltid helt uden ris.

Så fik vi ellers pakket lidt ud og vist souvenirs frem og fordelt nogle gaver.

Børnene gik omkuld kl. 20.00, Ussi kl. 21.00 og jeg holdt til 22.30 efter at have nikket til fjernsynet i ½ times tid. Vi vågnede friske her til morgen kl. 7.00 og er altså kommet fint over vores jetlag.

Esther var meget ivrig for at komme i skole og se lærer og kammerater og smurte endda sin egen madpakke for at komme hurtigere af sted. Elias ville gerne have en dag mere hjemme, for bl.a. at blive dus med hans 4 nye gameboy spil han fik i går.

Ussi og jeg har lige været et smut forbi vores arbejde og sige hej til kollegaerne og sådan lige for at få en duft at arbejdslivet igen.

Jeg vender lige tilbage med en sidste kommentar og opsummering af hele turen

10-11 marts.

Vi sov lidt længe og pakkede alt grejet til at checke ud fra jotel værelset kl. 12.00. Tasker var dog pakket så der var plads til lidt mere, hvis vi nu skulle komme hjem fra en eftermiddag i Hanoi, med lidt souvenir – man ved jo aldrig med os. Med taskerne efterladt i receptionen drog vi af sted. Vi havde nu 6 timer inden vi skulle med taxi til lufthavnen og jo, det lykkedes os at komme hjem med endnu 3 bæreposer – det er næsten så man skammer sig, men rejsen mest brugte udsagn har været: Det koster jo næsten intet.

I lufthavnen forløb alt fint og Ussi og jeg fik røget  af i et ildelugtende lille lokale inden den lange 11 timers flyvetur.

Man skulle formode at vi nu snart er hjemme i Danmark – Men nej. Med alle 420 passager i flyet, parate til hjemrejse kl. 00:30, kom melding om utætte pakninger ved nogle trykslanger ved næsehjulet og det kunne ikke repareres.

Herefter startede en lufthavns logistik, som man absolut ikke kan misunde lufthavnspersonalet.

Prøv at gøre 420 passagerer tilfredse (mange med små børn), midt om natten med afbrydelse af hjemrejse, bagage der ikke kan udleveres, nogle der skal have deres bagage pga. medicin, grædende babyer og jeg kunne blive ved.

Kl. 02.30 var vi ude af lufthavnen efter 420 passagerer var kommet igennem 2 skranker til paskontrollen og hvor vi måtte aflevere vores pas, da vi ikke har visum til hailand.

Derefter blev vi transporteret i minibusser med plads til 15 passagerer til hotellet. Der var rift om at komme med disse busser og vi nuppede en hvor der ikke var mere end 2 pladser tilbage. Turen til hotellet tog 2 timer med Elias og Esther sovende på skødet og i armene – det var varmt og gav lamme arme og baller skal vi lige hilse og sige.

Vi aner ikke hvor vi er nu – kan blot oplyse at det er Thailand og 2 timer fra Bangkok lufthavn. Vi er indlogereret på et gigantisk, lettere nedslidt ressort som hedder Ambassador City Jomtien.

Børnen blev båret op på værelset og Ussi og jeg havde passeret var overtrætte kl. 05:00 i morges og måtte snakke, summe og grine over oplevelserne ved hjemtransporten.

Vi tog egentlig det hele i stiv arm og ungerne er jo hærdede rejsende, så efter en kort skuffelse over at vi ikke kommer hjem til tiden, kammerater, venner, arbejde og især Elias havde slugt kamelen med at han kommer til at holde sin fødselsdag i en flyvemaskine, så gik det fint. Elias får jo egentlig også sin længste fødselsdag nogensinde. Da vi jo flyver tilbage mod danske tid så taber vi 6 timer og han har altså fødselsdag i 30 timer.

Det har været skægt og mærkværdigt at opleve dette – Man følger med og bliver transporteret rundt, uden de store informationer og vi er derfor ganske uvidende om hvad der skal ske og havd med vores bagage.

Vi vågnede kl. 12.00 med bragende solskin. I informationen ved receptionen kan vi se på opslaget at vi skal mod lufthavnen igen kl. 19.00 her til aften og skal flyve kl. 01.00 mod Amsterdam.

Vi fik en hurtig frokost og da, vi kun har vores håndbagage til rådighed, spurtede vi ned og købte badetøj til hele familien. Kl 13:05 stod vi klar i høj sol til solbadning og pool.  Kl. 13:10 styrtede regnen ned – hvad fa’en sker der lige på den her hjemtur.

Vi kender intet flynummer og ved heller intet om vores vider flyvning fra Amsterdam til Hamburg – Det bliver vi nok meget klogere på i lufthavnen i aften. Ussi ringede hjem til Robert og udsatte vores afhentning i Hamburg. Robert som tager alting ovenfra og nedefter har indstillede sig på en anden dato for turen til Hamburg, mens han straks gik i gang med at ondulere de 10 leverpostej og spegepølsemadder der var smurt til køreturen hjem fra Hamburg.

Til IT Relation må jeg sige at der nok går yderligere en dag inden jeg starter op på arbejdet – håber det ikke spolerer nogle planer – Jeg giver lyd fra mig, når vi er hjemme i Hammerum igen.

7 marts.

Var tidligt oppe og af sted til lufthavnen. Afgangshallen i lufthavnen var meget lille og vi stod stuvet sammen ved check ind skrankerne. Midt i det hele var der en souvenirerbod hvor disken var proppet med varer. Ussi fik skubbet til en lille træfigur som stod helt yderst på disken og der var flere andre der ligeledes fik skubbet varer ned af disken. Den Ussi skubbede ned, gik der en lille flig af og så var kioskmutteren ellers på banen og ville have betaling for varen  - hun nærmest skældte Ussi ud på vietnamesisk – Dumt træk af hende – Mor Ussi rullede sig ud og skældte tilbage på dansk og fik fortlat hvor dårligt placeret hende kiosk lå og hun skulle skamme sig at stille varerne så yderligt blandt så mange mennesker – Kioskmutter kæmpede dog videre for at få sine penge, men hun havde startet en kamp der allerede fra start ikke kunne vindes – En Ussi der er blevet gal over dårlig behandling samtidig med at hun ikke har fået sin morgenmad.

Vi ankom til Hanoi lufthavn og var ved vores hotel i centrum kl. 11.30. Vi bor i det gamle kvarter i Hanoi og har gå afstand til det meste.

Vi har allerede fået booket en tur til i morgen, hvor vi tager en endagstur til Halong Bay. Yderligere har vi været forbi Teatret og bestilt billetter til Water Puppetshow til på søndag. Det er en vietnamesisk tradition, hvor der opføres nogle flotte og sjove dukketeater som foregår i vand.

Det er sket det uheldige for mig (som er finansministeren i familien) at vi jo fik vejet vores bagage, da vi fløj til Hanoi Ussi har nu fundet ud af at vi har 20 kg. tilgode hos KLM og derfor er vores VISA kort fløjet op af pungene hele dagen og Ussi taler om at vi skal købe endnu en sportstaske til endnu mere souvenirers.

Måske vil en venlig sjæl i Hammerum på forhånd lede efter nogle større faciliteter til os. Med alt vores nye grej, er vores nuværende 217 kvm. ikke nok – Det skal være noget med plads til mange reoler der kan rumme rigtig mange asiatiske figurer samt masser af skabsplads til silkekjoler og lignende.

Til aften var vi på restaurant Cyclo Bar og Restaurant – Det var et hyggeligt sted, vor deres stole var ombyggede Rigshaws man så sad i.

6 marts

Vi vågende alle kl. 6 i morges ved at Elias havde diarre, kvalme og skulle kaste op. Det blev dog ikke rigtigt til noget, man han var lidt feber varm. Det er blevet meget bedre i løbet af dagen. Han har fået appetit og spiste fint, men har stadig en anelse feber og lidt tynd mave.

Vi har sløvet det meste af dagen. Badet en sidste gang i de gode bølger og ellers pakket det meste til rejsedag mod Hanoi i morgen samt set tegnefilm på hotelværelset. Midt på eftermiddagen begyndte det lige så stille at regne, så vi kan se tilbage på en god uges tid her i Nha Trang med fint vejr inden vi tager nordpå, hvor vi ikke rigtig tør tro på, at det NU skulle være blevet varmere i Hanoi.

Sidst på eftermiddagen var det tid til at besøge skrædderen for at prøve det bestilte. Elias havde fået syet en fin hvid skjorte med små sorte striber, som passede fint – dog er han lidt utilfreds med at den skal ned i bukserne.

Esther har fået en fin rød og sort mønstret silkekjole i empiresnit med tilhørende bolero og taske. Ussi fik 3 kjoler, hvor der er jakke til den ene samt en silketop – en gave fra skrædderdamen. Alt var i skønneste orden og 2 små tilretninger blev ordnet i en håndevending. 

Vi har som sagt været tidligt oppe og i morgen ringer vækkeuret igen kl. 6.00 for at vi kan nå flyveren mod Hanoi kl. 8.30.

Vi var derfor på restaurant allerede ved 17 tiden for at få børnene tidligt i seng. Klokken er nu 21.00 og Elias ligger stadig og karter noget rundt og kæmper med at falde i søvn. Han er en lille skæg sputnik med krudt i rumpetten – trods feber.

4 marts.

Som en flok lovløse, er vi draget af sted ind i højlandet mod Lak Lake Resort, i vores lånte bil. Det er nemlig ikke muligt at leje en bil i Vietnam, da man kun vil have bilister kørende med vietnamesiske kørekort. Det er en noget underlig beslutning eftersom vi har hørt at rigtig mange vietnamesere der kører bil, faktisk ikke har noget kørekort.

Vi har haft en sjov tur, hvor vi regnede med at vores tur stoppede efter kun 30 min. kørsel, da en vagt ved en vejbetalingskontrol råbte højt NO til os – Det viste sig dog at vi bare skulle købe en billet til at komme igennem ved en luge vi lige var kørt forbi. Vi bakkede tilbage gennem køen, fik vores billet og turen kunne forsætte.

Det har godt nok været svært at finde vej, da der stort set ikke er nogen vejskilte og vejkortene er ikke særligt detaljeret. Vi har derfor kørt forkert flere gange og fandt først frem til Lak Lake ressort kl. 18.00 og har været på farten i 8 ½ time.

Vi har kørt gennem flotte områder, kørt i bjergene, set rismarker og okser.

Vi er absolut udenfor turistområdet og det har været sjovt at opleve vietnameserne, ved de steder vi har stoppet for en pause eller for at spørge om vej. Så snart vi stiger ud af bilen samler de en lille flok vietnamesere om os og skal se hvad vi er for noget og gerne ae og lige røre en enkelt gang ved Esther og Elias. Desuden har de formentlig sjældent set en ikke-vietnameser køre bil gennem dette område.

Et sted, hvor vi stoppede, for at strække ben og spørge om vej, endte vi alle fire med at tage et slag bordfodbold til stor jubel for vores vietnnamesiske tilskuere. Vi havde vekslet penge til poletter og nåede slet ikke at spille dem op inden vi ville videre med slemt snavsede fingre fra olien på stængerne med fodboldspillere. Resten af poletterne fik drengene omkring os.

Senere ved en gade cafe, hvor vi lige skulle spørge om vej for 5-6 gang, var en flok meget interesseret i os og insisterende på at jeg skulle skåle med dem. Jeg fik 2 glas vietnamesisk brændevin og måtte tak nej til flere, for at forsætte turen.

Det er gået fint med at køre i trafikken og vi har fint styr på at holde øje med knallerter og vilde overhalinger fra modkørende.

Skulle en vietnameser komme til Danmark og køre en tur, ville han uden tvivl blive modtaget med det lange lys eller med ”fingeren” de første 10 gange indenfor 1 time.

Vi har nu kørt pænt og roligt, men har levet os ind i kørestilen, hvilket betyder at jeg i dag har brugt hornet mere end de sidste 10 års kørsel hjemme i Danmark – og endda uden at nogen har givet mig ”fingeren” tilbage.

Ved ankomst til Lak Lake Resort finder vi ud af vi ikke kan betale med Visa kort og den nærmest hæveautomat er i en by 55 km. herfra. Vi skulle bruge 25 $ til værelset og 60 $ til en 1 times ridetur på 2 elefanter, som vi har bestilt til i morgen tidlig kl. 9.00. Så var det ellers med at få talt moneterne i husholdningspungen. Vi kunne lige nøjagtig skrabe pengene sammen hvis vi spiste økonomisk til aftensmad, og så der er lidt tilbage til morgenmad, frokost og benzin til hjemturen i morgen, efter elefant turen.

Vi skulle egentlig have været 50 km længere vestpå for at se nogle vandflad, men det tager simpelthen for lang tid at køre på vejen. Man må ikke køre særligt stærkt og man skal i øvrigt også læse vejen konstant for store huller. Derfor springer vi vandfaldene over og tager en rolig tur hjemad mod Nha Trang og har så i stedet tid til at stoppe op og få nogle gode billeder undervejs.

Det har været en sjov tur og vi har og vi har grinet en del også af de besværligheder vi er løbet ind i. Omveje, nødvendige U-vendinger, vores lovløse kørsel og vores lave kontantbeholdning og manglende hæveautomat.

Det var nok aldrig sket, såfremt vi havde taget en tur med guide og chauffør, men på den anden side, så har vi selv skabt vores oplevelser og gjort det til en unik tur.

5 marts.

Lake Lake Resort ligger fantastisk smukt ved en sø ved bjergene. Det var mørkt da vi ankom i aftes, men her til morgen kunne vi så nyde den smukke udsigt fra vores terrasse.

Vi spiste lidt morgenmad og var klar til at ride på elefanter. Turen gik fra resortet og en times elefant-gang langs søen. Ussi og Esther tog hun-elefanten mens Elias og jeg fik han-elefanten med de flotte stødtænder. Det var en skæg tur og hvor sidder man dog højt oppe. Det er faktisk ikke helt så behageligt at sidde på toppen af elefanten, da dens gang gør, at man vugger meget fra side til side og næsten bliver søsyg (eller hedder det elefantsyg, nej det er vist noget andet).

Undervejs tog elefanter nogle ureglementerede afstikkere til grøftekanten og nærmest fældede et helt træ eller busk, som de så gumle på mens de slæbte rundt på os dumme turister.

Bladene blev fint omdannet til gødning som lå som et tydeligt spor langs hele vores rute. Elias og min elefant slog endda en højtlydt prut under turen – Vi kan godt garantere jer for, at der er et fornuftigt tryk på sådan en elefantprut og vi var begge glade for at sidde på toppen af elefanten i stedet for at stå bagved.

Vi blev så, efter 1 time, sat af længere nede af søens bred og skulle selv gå hjem til resortet, som var en ½ times gåtur. Som en lille belønning købte vi et par sukkerrør og fodrede alle elefanterne.

Vi kiggede os lidt omkring i en lille landsby, hvor en lille flok børn var i gang med at stå på rulleskøjter – størrelse 43 og uden snørebånd. Da børnene havde svært ved at holde dem på, forsøgte de i stedet at sætte sig på skøjterne, så Morten måtte vise dem, hvordan man rigtigt stå på rulleskøjter og det var selvfølgelig til stor morskab for alle – både børnene fra landsbyen og ungerne og Ussi. Siden gik det ellers hjem mod resortet langs rismarker og smuk natur.

Inden vi tjekkede ud fra resortet kl. 12.00, nåede vi lige en hurtig dukkert i deres swimmingpool.

Så gik turen eller hjemad mod Nha Trang igen. Nu kendte vi vejen fra i går og huske næsten rigtig hele vejen. Vi fik kørt forkert én gang i starten af turen, men opdagede det efter 5 km., så der var ikke så megen spildtid som vi havde på udturen i går.

Alle de steder vi stoppede undervejs, stimlede der igen flere vietnamesere sammen om os og ville gerne snakke med os. Da det er udenfor turistområdet, kan de ikke noget engelsk, så al kommunikation foregår med fagter og håndtegn. I dag blev både Esther og Elias lidt trætte af de interesserede vietnamesere. En vietnamesisk dame hev Elias i armen, holdt ham fast og ville kysse ham på kinden – han strittede selvfølgelig imod og kom selv fri. En anden dame var imponeret over Esthers højde i forhold til hendes alder (de er jo selv nogle små mennesker) og gik hen og løftede hende for at fornemme hendes vægt. Det syntes Esther heller ikke var sjovt.

På vej hjem så vi to skoledrenge, det tog et lift på cykel ved at holde fast med den ene hånd i et sukkerrør på en propfyldt lastbil og holde fast i deres cykelstyr med den anden hånd. Så gik det ellers med 50 km i timen ned af bakke. Vi holdt en god afstand til sceneriet, da en opbremsning eller et hul i vejen ville sende drengene i asfalten og vi ville så ende med at kører ind i dem – Se filmklip.

Vi nåede hjem i god behold – næsten inden det blev helt mørkt og vores venlige vietnamesiske biludlejer var lykkelig for at alt var gået godt. Vi så ham juble og smile glad fra vores balkon inden han kørte bilen til en omgang vask for det trængte den til efter alle de støvede veje vi har kørt på.

28 februar.

Sikken en dag. Vi har forladt Saigon og begivet os til badebyen Nha Trang. Vi har bumlet og hoppet i en bus hele dagen. Vi startede turen fra Saigon kl. 8.00 og var i Nha Trang kl. 19.00.

11 timer i en bus – Vi er helt øre i hovederne og med flade numser er vi rigtig glade for at være fremme.

Esther og Elias har været helt fantastisk tålmodige på hele turen (hurra for Gameboy Advanced) og de var lige før de var os voksne der mest uterlige sidst på turen.

Vi havde udset os et hotel vi ville tage forbi og se deres faciliteter, men igen stod der flere ved busstationen og delte brochurer ud til deres hoteller. Vi hoppede på en af dem og de viste sig at være et rigtig fint hotel, med et godt stort værelse, balkon med havudsigt til kun 18 $ (90 kr.) om dagen.

Esther og Elias har godt nok været væk fra skolen i 7 uger, men får mange oplevelser, lærdom om kulturer, set hvordan andre børn lever i andre lande og har begge to samlet meget af det engelske sprog op undervejs på turen.

De bliver konstant betragtet, aet og nevet i kinden. Ofte kommer der talt til dem og har nu lært selv at svare og forstår det meste af hvad der bliver spurgt om. Esther kunne f.eks. forstå og svare en vietnamesisk dame som spurgte interesseret til hende om mange ting.

29 februar.

Sov længe efter den lange bustur i går. Vi har faktisk været trætte og sløve hele dagen, så vi lider nok lidt af bus-lag.

De fleste Vietnamesere bruger et simpelt engelsk og især vendingen SAME SAME hører man mange gange, når de skal sælge deres varer. Alle varer er nemlig de samme eller en kopivare som er det samme som originalen. Der sælges også T-shirts hvor der foran står SAME SAME og bagpå står der – But different.

Det er i øvrigt rigtigt skægt at læse deres skilte og spisesedler rundt omkring, hvor man ofte ser nogle misforståede oversættelser til engelsk.

Vi blev derfor nødt til at spise vores morgenmad på en restaurant tæt ved vores hotel, da den hed Same Same – But different. De havde rigtig god morgenmad til billige penge, så det bliver nok et favorit sted til morgenmaden.

Eftermiddagen har vi brugt på stranden, hvor vi har boltret os i de gigantiske bølger. De har været rigtig skægge at lege i og man kan behøver intet bræt, man kan bare body-surfe på dem.

Jeg har aldrig oplevet så store og stærke bølger, selvom Ussi og jeg prøvede nogle heftige nogle i San Diego for mange år siden – Se filmklip

Børnene har virkelig brændt krudt af i bølgerne tæt ved land. Jeg prøvede bølgerne lidt længere ude og blev slynget rundt og blev til sidst helt udmattet af legen med vandets kræfter.

 Ussi sørgede for det store overblik fra en strandstol – hun er bare ikke vandhund som vi 3 andre.

Med stor respekt for de kraftige bølger har vi konstant øje på børnene, da de også trækker kraftigt når bølgen trækker sig væk fra land. Efter en god udmattende leg med bølgerne tømte vi alle nogle kilo sand ud at badebukserne 

Til aften har vi fået hummer, tiger rejer og kongerejer til næsten ingen penge.

Efter aftensmad slentrede vi en lille tur og fik bestilt en bådtur til på søndag. Vi skal sejle med et hyggeligt skib til en ø, hvor vi alle 4 skal snorkle ved nogle flotte koralrev og jeg får 2 dyk af 30 min. – Jeg må jo holde mit Open Water dykker certifikat ved lige og håber på nogle flotte undervands oplevelser.

Her er rigtig mange som sælger servietter, solbriller, zippolightere, silkemalerier, så det kræver en stor portion tålmodighed, da de konstant kommer og vil sælge, mens man sidder og spiser eller ligger på stranden. Vi overvejer at lave et lille skilte med:

No thanks to Postcard, sunglasses, Zippo lighters, tissues, paintings, fried banana and more.

Nu er klokken 21.00 og vi er godt trætte efter gårsdagens bustur, legen i bølgerne og masser af frisk havluft, da det blæser en del.

1 marts

Startede dagen langsomt med at sløve i sengen, mens børnene så lidt tegnefilm. Fik en god gang morgenmad på Same Same – But different cafeen og brugt ellers resten af formiddagen på stranden, hvor vi legede i bølgerne og byggede et sandslot med 5 diger omkring – de holdt dog ikke helt til de store bølger der skyllede op på stranden.

I dag gav vi lidt efter for alle de sælgere der kommer og tilbyder alverdens ting på stranden og købte 2 par solbriller, 1 Zippo lighter, 1 pakke cigaretter, 2 pakker lommeservietter og 2 pakker Mentos.

De bliver så glade og det virke nærmest som om man har reddet resten af deres dag.

Midt på dagen slappede vi af på hotellet i en times tid og drog af sted på gå ben tur. Vi var forbi en skrædder, hvor Ussi fandt en flot silkekjole. Hun fik taget sine mål til kjolen som skulle syes om. Jeg har dog lovet ikke at oplyse de eksakte mål her på siden. Kjolen koster efter tilretning kun 90 kr. hvilket må siges at være helt vildt billigt. Bliver det et flot resultat skal hun formentlig sy nogle flere kjoler til Ussi og Esther er også meget opsat på en skræddersyet kjole.

Vi drog videre på tur og skulle komme tilbage klokken 18 efter kjolen.

Vi gik et pænt stykke gennem byen for at se en udstilling af en meget kendt vietnamesisk fotograf ved navn Long Thanh. Han tager nogle flotte sort-hvid billeder af vietnamesiske mennesker i dagligdags situationer. Det var altså helt pragtfulde billeder og onkel Carsten, som jo er meget foto interesseret, ville have nydt denne udstilling. Desværre kunne man ikke købe en bog med hans billeder, hvilket ellers havde været en god gave at have med hjem til brormand.

Herefter var vi forbi et marked,, hvor vi igen shoppede lidt – utrolig at man kan blive ved med at shoppe, men det er faktisk ganske nemt, når nu man er komme i rigtig god shoppetræning.

Vi var også lige forbi frugtmarkedet, hvor vi på lang afstand kunne lugte at de solgte durian frugter.

Durian frugter har vi stødt på mange gange under turen. De var i Malaysia, Cambodia og altså også her i Vietnam. Skallen er fyldt med store kraftige pigge og frugten lugter helt forfærdeligt – vil beskrive det som rådne æg eller lugten fra en sur kloak. Frugten kommer oprindelig fra Malaysia og ”Duri” betyder faktisk pigge på malaysisk. Durian kaldes frugtens konge og  man anbefaler altid at man skal prøve at smage den 2 gange, da man ikke kan abstrahere fra lugten, den første gang man smager den, men man bliver afhængig af dens smag, jo mere man får af den.. Den stinker faktisk så meget at man ikke må have den med i taxa. Lyder spændende ik? Vi har endnu ikke prøvet den, men har lovet os selv at det skal selvfølgelig prøves inden vi drager hjemad..

Ussi var forbi skrædderen sidste på dagen, men hun var gået hjem for i dag. Der har nok været en lille misforståelse omkring tidspunktet og må derfor vente til i morgen, med at se og kjolen passer perfekt ligesom askepots glas sko.

Selvom solen ikke er fremme konstant, da det er delvist skyet, så er strålerne meget kraftige og det er lykkedes os, trods 7 ugers sol, at blive lidt brændte i sværen.  

26-27 februar.

Vi blev hentet af Lee som kørte os en sidste gang med tuk tuk til lufthavnen. Børnene havde en tegning hver til ham og vi rundede vores kendskab til Lee med en pæn portion drikkepenge

Hotellet vi havde udset os fra internettet i Saigon var fuldt booket. Det var nok meget godt, da vi fandt et tæt ved som ligger på en meget roligere vej.

Trafikken her i Saigon (Ho Chi Min City) er endnu tættere end i Cambodia. Der kører mange flere knallerter og biler. Når man skal over gaden er det bare at tage børnene o hånden og faktisk talt vade direkte over gaden. Det vigtigste er faktisk ikke at stoppe op eller løbe, men bare gå i et roligt tempo, så skal trafikken nok bevæge sig uden om en – Det kræver lidt mod til at begynde med, men man vender sig faktisk til det og bliver helt tryg ved det.

Valutaen her i Vietnam er Dong eller US Dollars. 100.000 Dong er 30 danske kroner og det er første gang jeg har været i en hæveautomat og trække 6.millioner.

Her er hektisk og larmende i Saigon. Vi savner Cambodia og kan ikke rigtigt komme i svingninger og blive betaget af Saigon. Vi har kigget i vores rejsebøger, men finder ikke rigtigt noget vi har lyst til og derfor ville vi bare, her til morgen, gå til et museum og derefter på marked og shoppe lidt.

Vi havde aftalt at gå, men blev overtalt at 2 hurtigt reagerende knallert taxa til at blive kørt til markedet. Det skulle koste 80.000. Så vi var af sted hele familien på 2 knallerter Da vi kom til museet var det lukket og chaufførerne foreslog vi skulle på en sejltur på Saigons flod for at se det flydende marked. Selvom vi fik sagt nej på skift, så er de ihærdige og vi røg i deres turist fælde. Vi blev så kørt ud af byen og fik en tur på floden i en larmende jolle, som formentlig var den ene chaufførs søsters. Vi så nada på sejlturen og skulle betale 800.000 Dong, som er en latterlig høj pris for en sejltur, vi egentlig ikke gad. Da vi kom tilbage på knallerter, til det marked vi egentlig bare skulle have besøgt fra start, var knallert turen steget til fra 80.000 Dong til 600.000 Dong. Vi blev selvfølgelig tossede og gav ham klar besked om at deres unfair behandling, men de insisterede på betalingen. Well, vi betalt og så har vi også prøvet at blive taget ved næsen – Det skulle jo komme på et tidspunkt og vi har jo klaret og ganske fint indtil nu. Nogle timer efter grinte vi lidt af det hele og vi har jo stadig 4.600.000 Dong, så vi er stadig rige.

Saigon er ikke vores by, hvilket vi næsten vidste ovenpå Cambodia og derfor tager vi til Nha Trang.

Vi har købt busbilletter til i morgen 7.30. Der venter os så en 500 km tur som tager ca. 10 timer, men gevinsten skulle være en dejlige, roligere by, med nogle af de skønneste strande i Vietnam og gode snorkle og dykker områder. Her vil vi finde noget godt logi og blive godt en uge og taget nogle ture ud herfra.

Planen er at flyve fra Nha Trang til Hanoi i de sidste dage inden hjemrejsen og komme på en 1-dagstur til Halong Bay som brormand siger, vi bare ikke må springe over. Vi er ikke for vilde med at bruge for mange dage oppe mod Hanoi, da de har de væsentlig koldere. I dag har der f.eks. været 14 grader. Det vil vi nok føle som koldt og det kolde vejr skal vi jo tidsnok opleve ved hjemkomst til Danmark

19 februar.

Oppe og klar til afrejse kl. 6.15. Rah ventede på os i sin tuk tuk udenfor hotellet og kørte os båden.

Ulempen ved at børnene kunne dele den ene voksen billet var at de derved også skulle dele sæde på båden og et barn på skødet i 6 timer er nu lang tid. Det gik nu fint og vi var ofte oppe på dækket under store dele af turen. Der var meget liv på floden Tonle Sap, med skægge fiskerbåde, mennesker og hytter langs bredden. Havde man lyst kunne man sagtens vinke i alle 6 timer, til små børn i både og vej flodbredden der ivrigt stod og vinkede til os. Vi gjorde det kun i etaper af ½ timer, da det giver krampe i overarmen.

Ombord på båden var der mange turister der tydeligt rejste i en pakket rejse og derved en større samlet flok. Det var helt pinligt at opleve deres irriterede, her kommer jeg og deres alt for lille tolerance overfor mange mennesker på lidt plads.

Vi føler jo at det er vigtigt at værdsætte og mindst af alt behandle cambodianerne ligeså respektfuldt og være interesseret i dem som de er mod os. Vi blev til sidst enige om at det muligvis er en af bivirkninger der følger når turister drives rundt som en større flok kvæg og kunne dog glæde os over at der ingen danskere var imellem.

Ved ankomst til Siem Reap stod vores nye tuk tuk chauffør klar ved land, igen med skilt med vores navne. Vi blev kørt til vores hotel Claremont Angkor Hotel og aftalte med chaufføren at han henter os kl. 9.00 på torsdag for en tur rundt i Angkot Wat. Vi vil tage en slapper dag i morgen og slendre rundt i byen.

Det er i øvrigt meget svært at fastholde at man gerne vil gå rundt, da man konstant bliver tilbudt kørsel af de utallige tuk tuk og ofte flere gange af den samme chauffør – og så koster det jo næste intet.

Vores hotel er et luksus hotel – det er nemlig tid til forkælelses. Vi har ikke bare et værelse men en super lækker hotel lejlighed, med 2 værelser og fedt stort badeværelse med karbad.

Siem Reap virker som en rigtig hyggelig by og det ser ud til at der er mange spændende forretninger. Der er især mange wellness/massage forretninger, så mon ikke det skal prøves igen en af disse dage.

Vi er begge lidt imponerede over vores børn. De er helt fantastisk gode til at rejse rundt, skift steder og omgivelser. Gode til at huske på deres egne rejsegods, hjælpsomme og trives godt med hinanden – næsten hele tiden.

20 februar.

Det er et pragtfuldt hotel vi bor på med dejlig luksus. Restaurant på taget med udsigt over byen. Det er nok lidt for luksus til os, men sjovt at prøve – vi kan egentlig bedre lide det mere enkle og har derfor kigget efter et andet hotel. Vi fandt et i bøgerne som hedder Palm Village til billige penge og det ser rigtigt hyggeligt ud og  planen for i dag er at tage ud og se hotellet og skaffe flybilleter hos Vietnam Airlines. Vil vil flyve herfra til Saigon (Ho Chi Min ) den 26 febraur.

Vi vågnede kl. 06.00 da der holdt cambodiansk bryllup startede deres ceremoni på en gadecafe lige overfor vores hotel. Det var med trommer, høj musik og messen i mikrofon.

Vi fulgte interesseret med i brylluppet ude fra gaden gennem hele formiddagen og fik lov til at komme med ind og tage billeder af den smukke brud i nationaldragt.

Brylluppet var kun en formmiddags ceremoni med godt 100 gæster og senere på dagen var det indbudt godt 1000 mennesker til det helt store bryllup – Det er godt nok mange mennesker. Jeg tror vi var 70 mennesker til vores bryllup.

Vi tog en tur med tuk tuk ud for at se Palm Village. Det ligger noget udenfor for byen og meget øde, men der var helt pragtfuldt. Lækker swimmingpool og en hyggelig bambus bungalow på høje pæle. Vi takkede straks ja, da det kun koster 45$ med morgenmad (halvdelen af hvad vi giver her) og skal altså bo der fra den 22-26 februar.

Herefter skaffede vi flybilletter til d. 26 februar, hvor vi flyver herfra til Saigon i Vietnam. Det var lidt dyrere billetter, men mest af hensyn til børnene, har vi valgt at flyve, da vi ellers skal sejle den 6 timers tur tilbage til Phnom Penh, taget en overnatning der, for at skulle rejse hele næste dag – Hvor er det nemt bare at sige det er for børnenes skyld.

Vi var så et smut på det der kaldes Old Market, hvor vi igen fik shoppet lidt tøj og suveniers. Vi sender ikke mere hjem herfra, men det er nu snart nødvendig at vi indkøber en ekstra sportstaske.

Hjemme på hotellet har vi ellers brugt eftermiddagen på ingenting – Dejligt. Vi har svømmet, daset og børnene har nydt at der er satellit tv og har set tegnefilm og spillet på hotellets computere.

Esther nyder alle oplevelser men er den med størst hjemve – Hun savner alle de gode venner hjemme i Danmark, så der skal nok ringes til nogle venner så snart vores jetlag er ovre ved hjemkomst 11 marts.

I morgen skal vi ud og se nogle af templerne på Angkor Wat, hvor scener til India Jones og Tomb Raider er blevet optaget.

21 februar.

Så blev det Ussis tur til en omgang maveonde.  Vi har derfor ikke foretaget os det store i dag og Ankor Wat må  vente en dag eller to..

Børnene har set en masse tegnefilm og spillet computer. Midt på dagen tog børnene og jeg af sted på en lille gåtur for at se en miniature udgave at flere Angkor Wat templer der er lavet af en kunstner i byen. Det var ganske hurtigt overstået og på vejen hjem købte vi lige et nyt spil til deres gameboy.

Hjemme på hotellet kastede de sig over det nye spil og Ussi var stadig sengeliggende. Jeg lejede derfor en mountenbike og cruisede rundt i byen i 1½ time og blev helt ferm til at kaste min cykel ud i krydsene med tværgående trafik både foran og bagved.

Fik til sidst en cola på en cafe og fik en omgang fod, arme og ryg massage i 1 time for sølle 30 kr.

Efter min oplysning om drikkepengene til gadebarberen i Phnom Penh tør jeg ikke nævne hvad jeg gav i drikkepenge, da der allerede venter mig en irettesættelse af Carsten Thomsen, som er en slags formand for vores lille klub i Herning – De berejstes klub

Som et nyt menneske svævede jeg og min cykel hjemad mod hotellet, hvor vi spillede lidt UNO og gættespil.

Ussi har fået det lidt bedre og holder maden i sig igen. Vi spiste til aften her på hotellet og  nu her klokken 20.00 er børnene ved at få læst nogle af de sidste kapitler i ”Den uendelige historie”

I morgen flytter vi til Palm Village Resort. Her tilbyder de massage ved poolen og regner med at vi dagligt skal forkæles med en omgang til os hver.

Hotellet vi har boet på i disse 3 dage kan ses på http://www.claremontangkor.com hvor vi har boet i Family Suite og vores nye ressort for de næste 4 dage kan ses på http://www.palmvillage.com.kh/

22 februar.

Ussi er næsten helt ovenpå igen.

Vi pakkede vores grej og fik lidt morgenmad.

Kl. 9.00 kom vores tuk tuk chauffør Lee Hour som vi kørte med forleden dag rundt i byen. Han var meget rar og god til engelsk, så ham har vi lavet aftale om, at han er vores private tuk tuk chauffør mens vi er i Siem Reap. Det er meget rart og interessant at finde en tuk tuk chauffør man kan lide og holde sig til ham. På den måde kan man spørge ind til mange ting omkring landet, familier, krigen etc. Lee er født i 1979 – det sidste år Pol Pot regimet var ved magten. Hans forældre døde mens han var ganske lille – de blev dræbt at Pol Pot. En af landsbyens ældre lærte ham at skrive, regne og læse, for han har ikke gået i skole. Engelsk kan han kun tale og forstå – ikke skrive eller læse, hvilket han beklager meget. Han har lært sig selv sproget her i Siam Reap, ved at omgås turister. Da der ikke var arbejde til ham i hans landsby, fordi der igen turister er, valgte han at tage til Siam Reap, hvor han nu ejer sin egen tuk-tuk og laver ”buisness”. Han er ikke gift – endnu, men siden han er en behagelig og charmerende fyr, håber vi for ham, at han en dag finder kvinden i sit liv. Esther og Elias holder meget at når vi fortæller historier hernede fra. Alt fra ham ”Polle Pot” til Gudekongen Suryavarman, som grundlagde Angkor Wat templerne.

Efter at have læsset rygsækkene af i vores bambushytte og en hurtig tur i poolen, så gik turen til Angkor Wat. Også her viste Lee sig at være en rigtig god guide og planlægger af dagens program. Han fortalte os hvad vi skulle se og hvor vi skulle gå hen og møde ham igen. Første stop var ved Ta Phrom templet, som mange vil kunne genkende fra filmen Thomb Raider med Laura Croft. Templet et enestående på den måde, at det – som det eneste – har fået lov, at stå med de mange jungletræer voksende ind mellem murene og tagene. Da Angkor Wat blev genopdaget af en franskmand for ca. 150 år siden, havde junglen ”overtaget” templerne, nogle i en sådan grad, at de er styrtet sammen, andre i mindre grad, så de har været nemme at restaurerer. Ta Phrom er altså kun nænsomt ryddet, så man har efterladt de helt store træer og deres rødder, der vokser mellem sprækkerne i murene og tagene. Det var fascinerende at se.

Der er lagt et lille filmklip ind med dette og yderligere et hvor man kan høre hvor høj lyden er af tusindvis af cikader på Ankor Watt.

Børnene har dagen igennem også lagt mærke til alle de manglende hoveder på figurerne. Hovederne er blevet hugget af og stjålet, så de fleste mangler.

Efter Ta Phrom kørte Lee os til et andet tempelområde Angkor Thom – endnu større og imponerende. Her så vi bl.a. store buddaer pyntet med orange klæder og røgelsespinde, hvor vi sammen med en munk tændte hver vores røgelsespinde og børnene hver fik læst en side højt af en lille palmbladebog. Vi forstod ikke et muk, men det er optaget på video, så Lee må hjælpe os med en oversættelse i morgen. Munken så glad ud da han havde læst teksten, så vi håber han havde noget godt at sige til vores børn.

Det er svært at forklarer hvor stor Angkor Watt er, men turene rundt mellem templerne i tuk-tuk, kan nemt tage 15-20 min. Undervejs er der hele tiden mindre templer i kort afstand fra vejen, som ikke er store nok til et besøg, når man kun har 3 dage til at se det hele. Da cambodianerne ikke skal betale for at besøge Angkor Wat, så bor der faktisk også mennesker inde mellem de gamle templer, som lever af turismen. Der er altid en lang række boder med mad, drikke, souviners m.m. at betjene sig ved i løbet af dagen. Den smule vi så i dag (vi var der ca. 4 timer), var kun en brøkdel af hele området og templet der har lagt navn til hele området og som altid er afbilledet på malerier, t-shirts m.m. har vi endnu ikke set – men vi kørte forbi og det er imponerende stort!!

Efter disse timer i stillestående drøj varme på Angkor Wat var vi hjemme igen kl. 16.00 og svalede af i swimmingpoolen.

Nu har vi så set 2 af verdens 7 vidundere – Angkor Wat og Alhambra fra vores orlovsrejse i Spanien.. Så der ligger flere pragtfulde rejser i fremtiden til at få set de sidste 5.

Vi tænker meget på det dejlig ustressede liv vi havde på Tioman Island og jeg vil foreslå mit firma IT Relation når jeg kommer hjem at vi starter en Cocktail bar på Tioman med trådløst netværk på hele stranden. Som ekstraindtægter kunne man udleje oppustelige vandstole og vandtætte bærbare computere – Jeg vil selvfølgelig foreslå at jeg kunne være manager af stedet og vil håndtere det på forsvarlig maner i Tioman Island tempo – Tænk over det til jeg kommer hjem eller send bare penge til projektet.

23 februar.

Ved morgenmaden spurgte Ussi om det er fredag i dag. Hvortil jeg kun kunne svare – Hvis du gerne vil have det er fredag, så siger vi bare det er fredag. Det er ikke til at følge med i ugedagene når man har så mange ugers fri.

Lee hentede os i tuk-tukken kl. 9.00 og vi fik set nogle flere templer på Angkor Wat området. På et tidspunkt holdt vi ind til siden ved en lille bambus bod, hvor vi fik set de hældte noget op i nogle små forme af bambusblade. Det viste sig at være en slags karameller, de laver af den rene saft fra et specielt palmetræ. De skærer dagligt et lille snit i nogle stængler (ligner nærmest en ekstra lang banan) der hænger øverst i palmen og hænger en beholder op under stænglen som samler ca. 1 liter saft fra hver stængel hen over natten.

Saften koges i 3 timer og bliver til karamelmasse. Palmetræet er et ganske specielt træ som kun kan give frugt, såfremt der vokser 2 træer ved siden af hinanden. Hun-træet er lyst i stammen og han-træet er mørkt, næsten sort i stammen.

Vi fik derefter lov til at se hvordan de bor i deres bambushytter. De har absolut ingen møbler. Der er bare et gulv som er hævet 1 meter over jorden, hvor de lægger nogle madrasser ud når de skal sove. Ellers er de udenfor hele dagen. Køkkenet er udenfor (bålpladsen) og man kan ofte opholde sig under huset i skyggen. De havde 4 små børn fra 6-10, men selv de største af dem så ud til at være på Elias´ alder – De er noget mindre end vi skandinaver.

Som den sande skolelærer Ussi forslog hun, at vi sang en dansk børnesang for deres børn og de fik derfor ”Lille Peter Edderkop” med fagter og falske toner. De kvitterede med en cambodiansk børnesang (se filmklip) som handlede om, at de byder alle gæster velkommen til Cambodia, uanset hvem man er eller hvor man kommer fra. Det var et rigtigt hyggeligt besøg, som vi sluttede af med at købe nogle af deres karameller og lidt andet souvenirs.  

Vi bød Lee på frokost sammen med os og lærte ham at spille Uno. Han var hurtig til at lære det. Vi havde mange tilskuere til spillet og mange hjalp Lee med at lægge hans kort. Morten måtte lade ham vinde over sig i første spil. Vi ville ikke have, at han skulle tabe ansigt!

Så gik det videre til endnu et tempel, men denne gang havde vi fuldstændig tabt tråden; hvor vi var, hvad hedder dette tempel og hvad blev det brugt til? Hvis der ikke er en historie til et tempelbesøg, så gider børnene ikke opleve det, så det var på tide at tage hjem for i dag. For anden gang kørte vi forbi det helt store Angkor Wat uden at se det indeni, men i morgen ….

Børnene har klaret det flot igen i dag. Vi holdt dem kørende med ting de skulle finde på turen. Hver ting udløste en doller. De skulle finde et cambodiansk flag, en skole, en vandmelon, en abe (levende eller i sten) og et lotusformet tårn på et tempel. De blev rige og der blev lavet lidt hovedregning undervejs med omregning af dollars til kroner. Penge bliver så brugt til små souvenirs – Elias går efter Budda figurere.

Hjemme i Palm Village bestilte de voksne en omgang massage hver. Èn times fuld kropsmassage, som foregår i moskitotelte ved swimmingpoolen – det er lige til at holde til, så måske en omgang mere i morgen. Ussis gamle skade – en brækket ringefinger, der er groet lidt forkert sammen – fik en grundig behandling, så nu føles det som om den kan bøjes og strækkes et par grader mere. Det gjorde kun lidt ondt. Alle ens tæer bliver også trukket så lange, at de ”går af led”. Er det sundt? Hvad mon min moster Mette og hendes mand Carsten, der er fysioterapeuter, siger til det?

Vi fik Lee til at ordne en reservation til en restaurant for morgen, hvor vi skal have en buffet og straks derefter vil der være et danseshow med traditionel cambodiansk khmer dans.

Vi er vilde med at køre i tuk tuk. Det er en rigtig behagelig, billig måde at blive transporteret rundt på og stadig i et tempo, hvor man kan følge fint med i hvad man passerer, vinke til de mange glade cambodianere og få dejlig frisk luft i hovedet.

24 februar.

Endnu en dejlig dag blandt de skønne cambodianere. De er fantastiske mennesker, som virkelig har plads og lyst til os nysgerrige turister.

Vi har for tredje dag i træk været på tur i Angkor Wat området sammen med Lee og i dag lykkedes det så at få set det store tempel, som egentligt et det man kalder for                       Angkor Wat templet. Meget imponerende og stort, men nu har vi også set nok gamle kloge sten for en tid. Faktisk har vi fået så meget nok, at vi  ved det sidste tempel løb hele vejen igennem, bare for sportens skyld og tap svedte da vi kom ud. Lee var meget forbløffet og formentligt hans hurtigste pause ved dette tempel. Vi svedte som sagt og købte nogle flasker vand og hældte dem ud over hovedet. Alle tuk tuk chaufførerne kiggede på os og grinte af os – De elsker at grine.

Senere ved en bod kiggede vi på dukke i cambodiansk folkedragt – Jeg spurgte hvad den kostede. Selvom de er ekstremt ivrige for at sælge deres varer, så måtte hun beklage at det var den eneste hun havde og viste at den manglede den enen fod – Jeg sagde til hende at det da bare var en rigtig Cambodianer som var blevet handicappet fra en landminerne – Så stor grinede hun og løb rundt og fortalte historien videre til de nærmeste boder. Har man lyst til Cambodianerne får man det rigtig rart med dem og kan grine sammen med dem, bare man ikke er bange for at lave lidt sjov og være lave lidt skøre ting.

Ved Angkor Wat stødte vi på 2 brudepar som var ude for at få taget bryllupsbilleder og dem fulgte måtte vi selvfølgelig lige have nogle billeder af.

Ved alle turist steder er der mange børn og voksne der springer over en og forsøger at have en værdig liv ved at sælge kolde drikke, postkort, guidebøger, armbånd eller tusindvis af andre ting. De er meget ihærdige, men på en ok og charmerende måde. Vi har købt meget, men valgt at takke nej til resten på en altid pæn og smilende måde også selvom det tager 10 gange nej tak og det har helt sikkert være med til at vores syn på Cambodia udelukkende er positivt, da det kun har givet dejlige oplevelser.

Nogle er dog så charmerende at det gør det meget svært at sige nej. I dag da vi var på vej ind i et tempel, mødte vi en ihærdig dreng på ca. 12-14 år som ville sælge os nogen kold vand. Jeg måtte sige vi havde og lovede at vi købte når vi kom ud. Jeg fik hans navn som var Spider Boy. Efter templet blev vi overfaldet af 5-6 piger og drenge som ville sælge til os, men jeg sagde at vi ledte efter Spider Boy som vi havde en aftale med. En pige løb af sted og fandt ham og så kan man se  i sådan en dreng øjne, den lykke det er at man har holdt hvad man lovede – eller også er jeg naiv og han er bare glad for at sælge en flaske vand. Pigen der hentede dreng er selvfølgelig fiks og kan sine salgstrick og spørger og jeg ikke vil købe noget frugt af Spider Girl – Jo, selvfølgelig vil det.

Cambodia kan vi varmt anbefale. Medbring blot dit smil og masser af 1 dollar sedler. Alle gadesælgere og små boder kan ikke give tilbage på en 10 eller 20 dollar seddel og alting koster – 1 eller 2 dollar.og man er derfor altid i underskud for 1 dollar sedler.

Hjemme midt på eftermiddagen slappede vi af med en tur i poolen og ungerne nærmest overfodre en meget kælen kat som har fundet 2 børn der gerne vil have den med hjem i rygsækken.

Lee hentede os igen klokken 18.00  vi var så inde i et slags restaurant teater og fået Cambodiansk mad fra en kæmpe buffet og se 1½ times danseshow med Cambodiansk Khmer dans. En flot show med flotte imponerende danse – Se filmklip

25 februar.

Vi var syvsovere i dag og vågnede først ved 8 tiden, så Lee måtte vente lidt på at vi fik snøvlet os færdige.

Afsted i tuk tukken for at se fabrikationen af silke. Vi så hele produktionen lige fra dyrkelse af blade som sommerfugle larver fodres med, larverne i forskellige stadier, kokonerne der koges, silketråd der udvindes fra de kogte kokoner og til sidst flere forskellige former for vævningstekniker.

Herefter tog vi ind til byen, da vi har pladsmangel i vores rygsække til alt vores indkøbte suveniers og gaver. Vi satte jagten ind på en stor sportstaske og fik den i hus efter lidt professionel ”prutning om prisen” af stormesteren Ussi. Hun tog også lige en ny rygsæk med i købet som skal bruges som hendes nye skoletaske, når jobbet kalder igen på Lind Skole. Det var en model med fartstriber og sporty farver, så mon ikke hun ligger stærkt ud med at cykle på arbejde?

Vi fik en let frokost og inviterede Lee med, som foreslog at vi bagefter kunne se deres kunstproduktion, hvor de skærer deres flotte træfigurer, stenhuggeri samt silkemalerier -  så det gjorde vi.

Var hjemme 15:30 og slappede af resten af dagen. Esther og jeg nappede lige en omgang massage sammen

I morgen er rejsedag mod Vietnam, selvom ingen af os har lyst til at forlade Cambodia. Men vi må videre og giver Vietnam en ordentlig chance – det bliver godt nok svært at hamle op med dette pragtfulde land.

Kunne vi så tog vi gerne Lee med hjem, børnene synes det kunne være fedt at have ham som familiens chauffør og de kunne blive kørt til og fra skole i tuk tuk. I sidste ende bliver han nok også mest lykkelig af at blive i Cambodia.

16 februar.

Esther havde det lidt bedre her til morgen så vi begyndte vores rejse mod Cambodia. Alt gik planmæssigt med flyveren til Kuala Lumpur. Her havde vi 1½ time i lufthavnen inden vi skulle flyve herfra til Cambodia. Vi spiste på den ”Gule måge” og vi pressede Esther lidt til at spise hele sin burger, da hun ikke har spist så meget de sidste par dage. Det resulterede desværre i at hun kastede op på gulvet midt i paskontrollen. Alle var søde og hjælpsomme og kom styrtende med lommetørklæder i stakkevis. Den grove rengøring tog lufthavnspersonalet sig af.

Vi kom bortset fra dette, fint til Cambodia.

Tog en taxa til vores bestilte hotel og oplevede den hektiske trafik- Der er ingen regler og inden lysreguleringer – alle køre bare ud og for på mærkværdig vis kringlet sig igennem store lyskryds.

Der kører mange knallerter og i taxa, så vi en helt familie siddende på 1 knallert – 2 voksne, 2 teenagere og en barn på ca. 1 år -  Det havde nok givet et klip eller 2 hjemme i Danmark

Ankom til hotellet som måtte meddele at de havde lavet en fejl og var booket helt op. De beklagede meget, men havde booket os på en nærliggende hotel. Vi er derfor indlogeret på New York Hotel i stedet som er et ganske fint hotel. Der er godt nok ikke swimmingpool, men det andet hotel har sagt vi må komme og svømme så ofte vi vil og det tager kun 3 minutter at gå dertil, så mon ikke vi klarer den alligevel.

Vi prøvede swimmingpoolen af her til aften og spiste en let middag. Tog tidligt hjem på hotellet og fik Esther i seng og håber så hun er kommet sig lidt i morgen.

I morgen skal være en stille og rolig dag med svømning og så skal vi ellers finde en cafe og sidde og beundre den sjove trafik.

17 februar.

Efter lidt morgenmad ilede vi ned til det nærliggende hotel og bade i nogle timer. Elias var aldrig oppe af vandet og var derfor nærmest opløst. Han er i øvrigt blevet rigtig god og hurtig til at svømme som en fisk (hvor han nærmest slanger sig under vandet) – Det var noget han lærte af Johannes som vi besøgte i Penang – Batu Ferringhi.

Elias har på turen, udover sin utallige narre streger, vist sig at være rigtig god til tal og regning. Det er noget han selv har ”regnet ud” og kan til vores store forbløffelse,  både gange og lægge sammen

i hovedet med endda lidt større tal og med resultater der ligger over 100 – Både Ussi og jeg tabte underkæben i går, da vi pludselig fandt ud af det. Han vil sikkert kunne imponere sine lærere på Hammerum skole når han vender tilbage.

Cambodia er et fantastisk land. Der er mange fattige, tiggere og lemlæstede mennesker, men der er glade, interesserede og ualmindeligt hjælpsomme. De vil nærmest gøre alt for at tilfredsstille en og giver derfor i vores øjne en uovertruffen service.

Vi skal videre til Siem Reap på tirsdag d. 19 for bl.a. Og se Angkor Wat templer og i den forbindelse har vi talt med en nede i vores reception her på New York hotel. Han har anbefalet os at tage en 6 timers bådtur langs floden til Siem Reap. Det ville han gerne ordne for os og fik 100$ til at købe billetterne til 25 $ per person.

Her til aften har han så skaffet billetterne til båden og det viser sig at det har han ordnet i hans fritid efter fyraften og kommet tilbage til hotellet med dem. Derudover var han meget undskyldende over at han tog en beslutning om at købe billetterne selvom de ikke kostede hvad han havde sagt – Det kostede nemlig 75$ for i stedet for de 100$, da børnene er halv pris – Vi synes han tog en god beslutning. Ikke nok med det, men han har arrangeret at hans bror som kører med Moto ( kommer tilbage til hvad en Moto er) henter os ved færgen i Siem Reap og bringer os til vores hotel og vil gerne vores guide når vi skal besøge Angkor Wat.

Det en sgu da god service – jeg var så forbløffet at jeg glemte at give ham noget for alt hans ulejlighed, men skal nok fange ham i morgen.

Hele eftermiddagen har vi lejet en Moto for 10$. Vores chauffør Raf, har bragt os rundt i byen og fik set det Royale palads, et fængsel fra krigstiden og et marked for at shoppe lidt suveniers. Desuden var vi ved Watt Ohnom templet hvor vi så elefanter og aber, samt statuer der blev tilbedt med røgelse, kiks, appelsiner, æg, slik, helt stegt pattegris og rå flæskestykker – Der ser egentligt lidt ulækkert ud. Man kunne også tage en gråspurv eller en svale der sidder i et bur og slippe den fri – skulle bringe godt held – mon ikke det muligvis bringer fugleinfluenza – vi skulle sandelig ikke røre ved dem.

Man benytter ikke så meget taxa her i Cambodia, men kører med tuk tuk som er den velkendte rigshaw, men det mest benyttede er at køre med Moto – Der er en knallert som har en anhænger på der giver siddeplads til 4 personer nogle endda til 6 personer. Det er en overdækket anhænger med 2 sofaer ligesom på rigshaw, hvor disse vender mod hinanden. Det er ganske billigt og faktisk ganske trygt at sidde i dem trods den helt vilde trafikmylder der konstant er omkring en – Vi har aldrig oplevet noget lignende og skal nok fange nogle sjove billeder af dette til jer læsere.

I morgen kommer vores chauffør Raf og samler os op ved hotellet med swimmingpoolen kl. 10.00. Så tager han os på en 14 km. tur ud til The Killing Fields, hvor Ussi og jeg på skift tager et kig på grusomheder der er foregået der. Det er absolut ikke noget at se for børnene, selvom de er interesseret når vi fortæller om hvad der er foregået. Vi finder en lille cafe i nærheden hvor vi på skift må tegne, spille UNO og spise is med Esther og Elias. Vi har allerede aftalt med Raf at turen frem og tilbage skal koste 12$

Dagen rundede vi af ved swimmingpoolen, hvor personalet stadig er meget undskyldende over at vi ikke kunne bo hos dem.

Esthers feber er væk og hun har fået spist lidt i løbet af dagen så familien WittAadahl er altså godt kørende igen – Håber det samme for alle jer derhjemme i Danmark. Vi ser stadig alle jeres mail og kommentarer, men kan ikke nå at svare på dem alle. Beklager alle de fødselsdage vi måtte have glemt (Jens), men vi har alt for travlt med daglige oplevelser.

18 februar.

Endnu en pragtfuld dag i Cambodia. Her er så spændende at være og vi kan varmt anbefale Cambodia som rejsemål.

Vi startede dagen med obligatorisk morgenmad efterfulgt af 1 time i swimmingpoolen.

Kl. 10.00 kom vores tuk tuk chauffør Rah (fik vist byttet rundt på det i tidligere beskrivelse). Vi kørte 14 km. ud af byen og fik set de grusomme rester af The Killing Field. Det var jo her der blev myrdet, henrettet og tortureret 1,5 millioner mennesker under Pol Pot regimet.

Ussi tog den første tur rundt med en guide, mens børnene og jeg sad på en lille ”cafe” udenfor. Her sad vi og tegnede og spillede UNO. Mens man bare sidder der og er blandt Cambodianerne, så er de så nysgerrige og interesseret i os at man kommer i snak med rigtig mange af dem. Flere kommer hen til vores bord og sætter sig for at høre til os og det lykkedes os næsten at lære Rah og en anden Cambodianer at spille UNO.

Da Ussi havde set grusomhederne, skiftede vi og jeg tog turen rundt. Vi følte begge det var en vigtig ting at få set, men føj hvor er det er ubehagelig sted. Man kan næste se billeder for sig af de henrettelser og tortureringer der er foregået, mens man går rundt med guiden.

Der var mange massegrave, men rent faktisk ligger de overalt på et kæmpe område og man kan se knogler og gamle klæder stikke op af jorden på de stier man går på.

Hjem igen mod Phnom Penh i vores tuk tuk og man bliver underholdt og iagttager hele vejen. Der er spændende områder, fattig kår, sjove transportformer og pakkede køretøjer.

Der er ganske enkelt intet som ikke kan transporteres på en knallert - det sætter bare en begrænsninger for hvor man de ellers kan have med på knallerten. Vi har lagt nogle af de bedste billeder med til beskrivelse, men ellers kan man bare stå på et gadehjørne og fotografere ”sjov trafik”.

 Der er mange benzinstationer til knallerter hernede. Det er de fattige så tjener lidt penge ved at sælge knallertbenzin fra vejkanten der er påfyldt 1 liters Pepsi flasker.

De har lange arbejdsdage for at tjene til føden og man ser mange der tager sig en lur rundt omring i byen. Mange starter kl. 6.00 og stopper først kl. 22.00 og derfor ser man dem sove alle steder, så snart de har mulighed for en lille lur. De sover på deres knallert eller i deres tuk tuk, bænke, hængekøjer eller direkte på fortovet.

Flere tjener penge ved at indsamle pap, dåser, plasticflasker og ledninger. Man ser mange der sidder på fortovet og skræller isoleringen af ledninger for formentlig at sælge både plastic og kobber.

Vi var hjemme igen kl. 16.00 og ville tilbringe 2 timer ved poolen inden vi skulle have aftensmad. På vej til poolen kom vi forbi en gadebarber og det måtte jeg da lige prøve. Det var en sjov og underlig oplevelse at sidde der midt på vejen og blive barberet med en lang barberkniv og uden skum – Av for dælen, så har jeg prøvet det. Jeg blev samtidig lige ordet for lange hår i nakken og det skulle han så have ½ dollar for. Jeg stak ham 5 dollars og sagde at det var forbi han ikke havde skåret mig. Så kunne han næsten ikke snakke mere, men blev bar ved med at fremstammede nogle glade lyde (Tror det var tæt på en hel dagsløn for ham).

Der er en del der tigger, men man er nødt til at sige nej og ignorere de fleste, men så kan man pludselig finde 1 person man bare lige må give lidt og ham her var absolut var at give en ekstra skilling.

Ved poolen skulle Elias på toilettet og da han var væk lidt længe, blev vi bekymrede og tænkte også lidt på hans tidligere små numre. Jeg var nede at se til han ved toilettet var han stod hulkende og ikke kunne få døren op. Den stakkels knægt, det tog 5 minutter inden han havde hikset færdigt, men er selvfølgelig over det uden traumer – Noget alle børn vel skal prøve 1 gang eller 2 – måske 4-5 for Elias.

Igen, her er skønt, anderledes, fattigt, trafikeret. Menneskerne er ualmindelig hjælpsomme, interesserede og glade – til trods for de grusomheder de har været igennem og de mange fattige.

Her er uanset hvad øjet ser og billederne viser, meget trygt at være turist.

Vi glæder os til at rejse videre i morgen og opleve Siem Reap med Angkor Wat, hvor vi skal bo på et super lækkert Hotel. Vi har regnet lidt forkert på nogle dage og kommer nok til at blive her 6-7 dage inden vi rejser ned mod Saigon i Vietnam. Vi skal nemlig time vores ankomst til Vietnam således at vi ikke overstiger 15 dage i landet, inden vi skal hjemad den 11 marts. Dette skyldes selvfølgelig at vi derved undgår at skaffe og Visa til Vietnam.