10-11 marts.

Vi sov lidt længe og pakkede alt grejet til at checke ud fra jotel værelset kl. 12.00. Tasker var dog pakket så der var plads til lidt mere, hvis vi nu skulle komme hjem fra en eftermiddag i Hanoi, med lidt souvenir – man ved jo aldrig med os. Med taskerne efterladt i receptionen drog vi af sted. Vi havde nu 6 timer inden vi skulle med taxi til lufthavnen og jo, det lykkedes os at komme hjem med endnu 3 bæreposer – det er næsten så man skammer sig, men rejsen mest brugte udsagn har været: Det koster jo næsten intet.

I lufthavnen forløb alt fint og Ussi og jeg fik røget  af i et ildelugtende lille lokale inden den lange 11 timers flyvetur.

Man skulle formode at vi nu snart er hjemme i Danmark – Men nej. Med alle 420 passager i flyet, parate til hjemrejse kl. 00:30, kom melding om utætte pakninger ved nogle trykslanger ved næsehjulet og det kunne ikke repareres.

Herefter startede en lufthavns logistik, som man absolut ikke kan misunde lufthavnspersonalet.

Prøv at gøre 420 passagerer tilfredse (mange med små børn), midt om natten med afbrydelse af hjemrejse, bagage der ikke kan udleveres, nogle der skal have deres bagage pga. medicin, grædende babyer og jeg kunne blive ved.

Kl. 02.30 var vi ude af lufthavnen efter 420 passagerer var kommet igennem 2 skranker til paskontrollen og hvor vi måtte aflevere vores pas, da vi ikke har visum til hailand.

Derefter blev vi transporteret i minibusser med plads til 15 passagerer til hotellet. Der var rift om at komme med disse busser og vi nuppede en hvor der ikke var mere end 2 pladser tilbage. Turen til hotellet tog 2 timer med Elias og Esther sovende på skødet og i armene – det var varmt og gav lamme arme og baller skal vi lige hilse og sige.

Vi aner ikke hvor vi er nu – kan blot oplyse at det er Thailand og 2 timer fra Bangkok lufthavn. Vi er indlogereret på et gigantisk, lettere nedslidt ressort som hedder Ambassador City Jomtien.

Børnen blev båret op på værelset og Ussi og jeg havde passeret var overtrætte kl. 05:00 i morges og måtte snakke, summe og grine over oplevelserne ved hjemtransporten.

Vi tog egentlig det hele i stiv arm og ungerne er jo hærdede rejsende, så efter en kort skuffelse over at vi ikke kommer hjem til tiden, kammerater, venner, arbejde og især Elias havde slugt kamelen med at han kommer til at holde sin fødselsdag i en flyvemaskine, så gik det fint. Elias får jo egentlig også sin længste fødselsdag nogensinde. Da vi jo flyver tilbage mod danske tid så taber vi 6 timer og han har altså fødselsdag i 30 timer.

Det har været skægt og mærkværdigt at opleve dette – Man følger med og bliver transporteret rundt, uden de store informationer og vi er derfor ganske uvidende om hvad der skal ske og havd med vores bagage.

Vi vågnede kl. 12.00 med bragende solskin. I informationen ved receptionen kan vi se på opslaget at vi skal mod lufthavnen igen kl. 19.00 her til aften og skal flyve kl. 01.00 mod Amsterdam.

Vi fik en hurtig frokost og da, vi kun har vores håndbagage til rådighed, spurtede vi ned og købte badetøj til hele familien. Kl 13:05 stod vi klar i høj sol til solbadning og pool.  Kl. 13:10 styrtede regnen ned – hvad fa’en sker der lige på den her hjemtur.

Vi kender intet flynummer og ved heller intet om vores vider flyvning fra Amsterdam til Hamburg – Det bliver vi nok meget klogere på i lufthavnen i aften. Ussi ringede hjem til Robert og udsatte vores afhentning i Hamburg. Robert som tager alting ovenfra og nedefter har indstillede sig på en anden dato for turen til Hamburg, mens han straks gik i gang med at ondulere de 10 leverpostej og spegepølsemadder der var smurt til køreturen hjem fra Hamburg.

Til IT Relation må jeg sige at der nok går yderligere en dag inden jeg starter op på arbejdet – håber det ikke spolerer nogle planer – Jeg giver lyd fra mig, når vi er hjemme i Hammerum igen.