4 marts.

Som en flok lovløse, er vi draget af sted ind i højlandet mod Lak Lake Resort, i vores lånte bil. Det er nemlig ikke muligt at leje en bil i Vietnam, da man kun vil have bilister kørende med vietnamesiske kørekort. Det er en noget underlig beslutning eftersom vi har hørt at rigtig mange vietnamesere der kører bil, faktisk ikke har noget kørekort.

Vi har haft en sjov tur, hvor vi regnede med at vores tur stoppede efter kun 30 min. kørsel, da en vagt ved en vejbetalingskontrol råbte højt NO til os – Det viste sig dog at vi bare skulle købe en billet til at komme igennem ved en luge vi lige var kørt forbi. Vi bakkede tilbage gennem køen, fik vores billet og turen kunne forsætte.

Det har godt nok været svært at finde vej, da der stort set ikke er nogen vejskilte og vejkortene er ikke særligt detaljeret. Vi har derfor kørt forkert flere gange og fandt først frem til Lak Lake ressort kl. 18.00 og har været på farten i 8 ½ time.

Vi har kørt gennem flotte områder, kørt i bjergene, set rismarker og okser.

Vi er absolut udenfor turistområdet og det har været sjovt at opleve vietnameserne, ved de steder vi har stoppet for en pause eller for at spørge om vej. Så snart vi stiger ud af bilen samler de en lille flok vietnamesere om os og skal se hvad vi er for noget og gerne ae og lige røre en enkelt gang ved Esther og Elias. Desuden har de formentlig sjældent set en ikke-vietnameser køre bil gennem dette område.

Et sted, hvor vi stoppede, for at strække ben og spørge om vej, endte vi alle fire med at tage et slag bordfodbold til stor jubel for vores vietnnamesiske tilskuere. Vi havde vekslet penge til poletter og nåede slet ikke at spille dem op inden vi ville videre med slemt snavsede fingre fra olien på stængerne med fodboldspillere. Resten af poletterne fik drengene omkring os.

Senere ved en gade cafe, hvor vi lige skulle spørge om vej for 5-6 gang, var en flok meget interesseret i os og insisterende på at jeg skulle skåle med dem. Jeg fik 2 glas vietnamesisk brændevin og måtte tak nej til flere, for at forsætte turen.

Det er gået fint med at køre i trafikken og vi har fint styr på at holde øje med knallerter og vilde overhalinger fra modkørende.

Skulle en vietnameser komme til Danmark og køre en tur, ville han uden tvivl blive modtaget med det lange lys eller med ”fingeren” de første 10 gange indenfor 1 time.

Vi har nu kørt pænt og roligt, men har levet os ind i kørestilen, hvilket betyder at jeg i dag har brugt hornet mere end de sidste 10 års kørsel hjemme i Danmark – og endda uden at nogen har givet mig ”fingeren” tilbage.

Ved ankomst til Lak Lake Resort finder vi ud af vi ikke kan betale med Visa kort og den nærmest hæveautomat er i en by 55 km. herfra. Vi skulle bruge 25 $ til værelset og 60 $ til en 1 times ridetur på 2 elefanter, som vi har bestilt til i morgen tidlig kl. 9.00. Så var det ellers med at få talt moneterne i husholdningspungen. Vi kunne lige nøjagtig skrabe pengene sammen hvis vi spiste økonomisk til aftensmad, og så der er lidt tilbage til morgenmad, frokost og benzin til hjemturen i morgen, efter elefant turen.

Vi skulle egentlig have været 50 km længere vestpå for at se nogle vandflad, men det tager simpelthen for lang tid at køre på vejen. Man må ikke køre særligt stærkt og man skal i øvrigt også læse vejen konstant for store huller. Derfor springer vi vandfaldene over og tager en rolig tur hjemad mod Nha Trang og har så i stedet tid til at stoppe op og få nogle gode billeder undervejs.

Det har været en sjov tur og vi har og vi har grinet en del også af de besværligheder vi er løbet ind i. Omveje, nødvendige U-vendinger, vores lovløse kørsel og vores lave kontantbeholdning og manglende hæveautomat.

Det var nok aldrig sket, såfremt vi havde taget en tur med guide og chauffør, men på den anden side, så har vi selv skabt vores oplevelser og gjort det til en unik tur.

5 marts.

Lake Lake Resort ligger fantastisk smukt ved en sø ved bjergene. Det var mørkt da vi ankom i aftes, men her til morgen kunne vi så nyde den smukke udsigt fra vores terrasse.

Vi spiste lidt morgenmad og var klar til at ride på elefanter. Turen gik fra resortet og en times elefant-gang langs søen. Ussi og Esther tog hun-elefanten mens Elias og jeg fik han-elefanten med de flotte stødtænder. Det var en skæg tur og hvor sidder man dog højt oppe. Det er faktisk ikke helt så behageligt at sidde på toppen af elefanten, da dens gang gør, at man vugger meget fra side til side og næsten bliver søsyg (eller hedder det elefantsyg, nej det er vist noget andet).

Undervejs tog elefanter nogle ureglementerede afstikkere til grøftekanten og nærmest fældede et helt træ eller busk, som de så gumle på mens de slæbte rundt på os dumme turister.

Bladene blev fint omdannet til gødning som lå som et tydeligt spor langs hele vores rute. Elias og min elefant slog endda en højtlydt prut under turen – Vi kan godt garantere jer for, at der er et fornuftigt tryk på sådan en elefantprut og vi var begge glade for at sidde på toppen af elefanten i stedet for at stå bagved.

Vi blev så, efter 1 time, sat af længere nede af søens bred og skulle selv gå hjem til resortet, som var en ½ times gåtur. Som en lille belønning købte vi et par sukkerrør og fodrede alle elefanterne.

Vi kiggede os lidt omkring i en lille landsby, hvor en lille flok børn var i gang med at stå på rulleskøjter – størrelse 43 og uden snørebånd. Da børnene havde svært ved at holde dem på, forsøgte de i stedet at sætte sig på skøjterne, så Morten måtte vise dem, hvordan man rigtigt stå på rulleskøjter og det var selvfølgelig til stor morskab for alle – både børnene fra landsbyen og ungerne og Ussi. Siden gik det ellers hjem mod resortet langs rismarker og smuk natur.

Inden vi tjekkede ud fra resortet kl. 12.00, nåede vi lige en hurtig dukkert i deres swimmingpool.

Så gik turen eller hjemad mod Nha Trang igen. Nu kendte vi vejen fra i går og huske næsten rigtig hele vejen. Vi fik kørt forkert én gang i starten af turen, men opdagede det efter 5 km., så der var ikke så megen spildtid som vi havde på udturen i går.

Alle de steder vi stoppede undervejs, stimlede der igen flere vietnamesere sammen om os og ville gerne snakke med os. Da det er udenfor turistområdet, kan de ikke noget engelsk, så al kommunikation foregår med fagter og håndtegn. I dag blev både Esther og Elias lidt trætte af de interesserede vietnamesere. En vietnamesisk dame hev Elias i armen, holdt ham fast og ville kysse ham på kinden – han strittede selvfølgelig imod og kom selv fri. En anden dame var imponeret over Esthers højde i forhold til hendes alder (de er jo selv nogle små mennesker) og gik hen og løftede hende for at fornemme hendes vægt. Det syntes Esther heller ikke var sjovt.

På vej hjem så vi to skoledrenge, det tog et lift på cykel ved at holde fast med den ene hånd i et sukkerrør på en propfyldt lastbil og holde fast i deres cykelstyr med den anden hånd. Så gik det ellers med 50 km i timen ned af bakke. Vi holdt en god afstand til sceneriet, da en opbremsning eller et hul i vejen ville sende drengene i asfalten og vi ville så ende med at kører ind i dem – Se filmklip.

Vi nåede hjem i god behold – næsten inden det blev helt mørkt og vores venlige vietnamesiske biludlejer var lykkelig for at alt var gået godt. Vi så ham juble og smile glad fra vores balkon inden han kørte bilen til en omgang vask for det trængte den til efter alle de støvede veje vi har kørt på.